Du ser indlæg i kategorien

Madspild

Madspild

Når søndagsmiddagen rækker til tre dage – eller hvordan man smadrer en madplan

Som jeg har skrevet om utallige gange, så er vi blevet ret gode til at spare penge ved ikke at smide mad ud herhjemme, og een af måderne er ved at lave madplaner hver uge. Men jeg tror til gengæld aldrig, at vi har prøvet at have en uge, hvor madplanen faktisk er blevet overholdt. Lad mig forklare….

Søndag havde vi udsigt til at spise aftensmad uden børnene hjemme, og jeg havde tænkt, at vi skulle have take out på junkfood-burger-måden, måske endda spise dem i sofaen – det kan vi ikke være de eneste, der ser vores snit til at gøre, når ungerne er ude af huset, og vi ikke skal være gode rollemodeller 🙂

Men vores søde nabo kom forbi med en tallerken med lækre indiske ris, og “ødelagde” den plan 🙂

Så da jeg alligevel skulle handle ind til madpakkerne til ugens løb, fik jeg handlet ekstra ind til at supplere risene. Menuen endte med at stå på en halv lakseside (40 minutter i ovnen med olivenolie, salt og peber), en færdigblandet salat (nedsat til halv pris), og en gang frosne chilicheesetops, som ikke er noget vi normalt spiser, men nu havde jeg sat næsen op efter noget junket 🙂 Den færdigblandede salat blev suppleret op med et sølle salathoved fra grøntsagskuffen. Det var kun den inderste halvdel, der stadig var godt, men jeg fik reddet resten. Og vi endte op med et super lækkert måltid.

Mandag blev resten af salaten og laksen blandet op med nudler (indkøbt til lejligheden), og ærter fra fryseren. Vi spiste pastaretten med revet ost og soya.

Tirsdag blev resterne fra pastasalaten varmet på panden med løg, frosne bønner, kokosmælk og karry.

-o-

Det jeg prøver at vise er, at når jeg laver en madplan, hvilket jeg havde gjort – og handlet ind til – så ender det sjældent med, at vi følger den. Dog passer jeg (man er vel madspildsnørd) altid på at få frosset den mad, der skulle blive til overs ned efterhånden som jeg opdager, at planen ikke holder. Og så ender vi med at have mad nok i fryseren til at kunne holde en “handlefri” uge, hvor vi kun køber mælk, brød, frugt og frisk grønt.

Pointen med madplanen er nærmere at sikre, at der er tænkt over en plan for aftensmaden hver eneste aften – og der skal være sket i forvejen – og ikke fem minutter i sultne børn. Så slipper vi for dyre og usunde hovsa-løsninger. Belønningen er ro i sindet, og sparede penge, som kan bruges på rødvin og sushi, naturligvis 🙂

 

Frugal Friday Madspild

Frugal Friday – ugens madplan

En af de bedste måder, som vores familie sparer penge på, til at bruge på sushi og på at betale banklånet af hurtigere end normalt, er ved at have elimineret det meste af vores madspild. Madspild er et emne, som jeg har skrevet om før, men jeg tror ikke, at jeg før har beskrevet helt i detaljen, hvordan en uge kan se ud i vores familie, så her er en oversigt over, hvad vi har spist til aftensmad denne uge.

Denne uge var lidt særlig, fordi vi havde en del rester til overs fra fødselsdags-fejringerne i weekenden.

  • Mandag: Rester: Pizza fra lørdag, salat fra søndag og pølsehorn, som min søde mor havde med til os søndag.
  • Tirsdag: Rester: Biksemad lavet af grillpølser fra søndag. Løg, kartofler og æg til spejlæg havde vi allerede i køleskabet.
  • Onsdag: Tomatsuppe lavet af løg, tomater, en rest kogte kartofler fra tirsdag og suppehorn fra skabet. Alle ingredienser havde vi allerede. Til suppen fik vi brød fra fryseren med smør.
  • Torsdag: Boller i karry. Rester fra kantinen på min kærestes arbejde, og ris fra køkkenskabet. Vi fik grønne bønner til, som vi allerede havde i fryseren.
  • Fredag: Planen for i aften er rugbrød, da kæresten havde et helt rugbrød med hjem fra arbejde igår, og diverse pålæg, som er tilovers fra ugens madpakkesmøring. Madderne bliver pyntet med avocado, der blev til overs fra indkøb til salat i weekenden, og frisk basilikum. Desserten er honningmelon (også en rest fra sidste weekends indkøb :)).

Dette betyder, at vi kun har handlet mælk, havregryn og müsli til morgenmad, og frugt og pålæg til drengenes madpakker denne uge. Dermed har vi både sparet tid og penge – og jeg får en vis del sjælefred ud af at vide, at jeg ikke har smidt mad ud, men istedet har arbejdet med det, som allerede var i mit køleskab og køkkenskabe.

-o-

Billedet ovenfor er taget i sommers, hvor vi passede genboens have, da de var på ferie. Salaten og radisserne er  frisktplukket fra deres have. Det har inspireret mig til at få højbede sat op i år, så vi også kan hente frisk grønt, lige udenfor døren. Min dygtige storebror er vvs’er og har lavet de flotteste kasser i galvaniseret jern. Jeg viser et billede, når de er sat ordentlig op 🙂

Det er min plan at så salat, radisser, spinat og jordbær, og jeg er vildt spændt på om jeg kan få det til at vokse. Jeg drømmer også om  et minidrivhus, og 2-3 høns, men der er nok grænser for, hvor meget vi kan få plads til i vores lille rækkehushave 🙂

God weekend derude.

Madspild Minimalisme

Minimalism in the kitchen

FullSizeRender (11)

Billedet her må tage præmien for det kedeligste billede jeg nogensinde har postet her på bloggen. Men somme tider må æstetikken vige for virkeligheden, og sådan ser vores fryser nu engang ud. Og ja, det er al vores fryseplads, der står ikke en kummefryser gemt et sted. Med al min snak om mindre madspild og fokus på at gemme ALLE rester, så kunne man måske tro, at vi havde opgraderet på fryser-fronten. Men  i det nye hus, som det også var i den gamle lejlighed, har vi bare to frost-skuffer indbygget i køleskabet, og særligt det nye køleskab har været lidt nærig med pladsen til fryseren, så vi er faktisk gået ned i plads.

Men som det kan ses på billedet, så er vi også blevet bedre til at pakke tingene godt sammen. Og nej, det er ikke med vilje, at øko-skiltet er placeret så direkte i synsfeltet, det er et af livets små tilfældigheder. Og det er heller ikke alle vores frost-grønsager, der er økologiske, vi handler primært i Netto, så vi er afgrænset af, hvad de mener er tilstrækkeligt økologi. Igen, vores hverdag skal hænge sammen, og det gør den bedst, når der handles stort ind én gang om ugen, og det samme sted.

Men faktum er, at der ikke er meget fryseplads at gøre godt med til rester og frostvarer, men her kommer minimalisme-tankegangen igen til hjælp. Mit fokus er følgende:

  1. Jeg lægger ikke mad i fryseren, som jeg ikke ville spise allerede i dag, hvis jeg havde plads i maven. Belært af erfaring, så hjælper det ikke at lægge kedeligt brød eller en rest af mad, der ikke smager godt, i fryseren. Det er bare udskudt udsmidning. Jeg lægger kun mad i fryseren, som jeg ved, at vi vil have lyst til at spise senere.
  2. Vi køber ikke stort ind for at få mængde-rabat. Vi har ikke plads til at købe fem poser frostgrønsager, selvom det måske er et godt tilbud. Til gengæld har vi konstant et lager af vores basis frostvarer liggende, og det er der fint plads til.
  3. Jeg sørger for jævnligt at lægge en restedag ind i madplanen, så der holdes et flow i fryserens indhold, og den ikke bliver for fyldt. Flere små rester og en salat udgør et kongemåltid, hvor drengene kan få lov til at vælge mellem flere retter 🙂
  4. Hvis fryseren alligevel er blevet godt fyldt op, som på billedet, så holder vi tømme-fryser-uge, hvor fokus for madplanen bliver at få tømt ud i fryseren.
  5. Madspild og en overfyldt fryser skal bekæmpes allerede ved madlavningen. Jeg kender efterhånden de mængder mad, der skal til at mætte alle fire i vores familie, så jeg sørger for at ramme så tæt derpå som muligt. Selv små rester ryger i fryseren til senere, men så fylder de i det mindste ikke så meget 🙂
  6. Lad kreativiteten råde. Små rester wokgrønsager kan kommes i en tærte, røres i frikadellefarsen eller være fyld på en pizza. En rest kartoffelmos kan laves til kartoffelfrikadeller eller røres med i en brøddej. Og biksemad med spejlæg er en gammel reste-klassiker, men kartofler og kød kan fint suppleres med squash, gulerødder eller andre rodfrugter, der er ved at blive kedelige i grønsagskuffen. Mulighederne er uendelige, man skal bare lige vænne sig til at se dem.

Har du andre gode tips til minimalisme i køkkenet?

Her går resten af aftenen med at komme igennem bunken med strik, der skal monteres. Jeg er alt for god til at starte nye projekt før jeg har afsluttet de gamle. Det er ikke særligt zen af mig 🙂

 

 

Genbrug Madspild

Om (endnu et) genbrugsfund, sparsommelighed og madspild…

IMG_7941

Idag gik jeg forbi min lokale skomager i frokostpausen for at tale med ham om hvordan jeg kunne genopfriske farven på min “nye” skuldertaske. Trine og Johanne fra henholdsvis http://denlillerecessionista.dk/ og http://bedremode.nu/ har været så søde at give mig nogle ideer, men jeg ville lige vende projektet med en fagmand også 🙂 Jeg fik købt noget ikke-afsmittende skocreme med hjem, og har nu en meget fin sort taske med lækkert blødt læder. Mine støvler fik også en omgang med skocremen. Det giver rigtig god mening at bruge lidt energi på at holde ens ting i god stand, så holder de garanteret også længere.

På vejen til skomageren gik jeg forbi mine gamle genbrugsbutikker, og fandt den stribede cardigan på billedet ovenfor. Jeg manglede en cardigan til at bruge på arbejde nu hvor det er blevet lidt koldere. Den passer helt perfekt og er dejlig blød. Og til den rørende pris af 40kr. så vælter den ingen budgetter. Det er en konstant balancegang med genbrugskøbene. Hvis jeg får købt for meget, så er det stadig spild af ressourcer og spild af penge, så jeg køber kun en brøkdel af det jeg finder. Kun de allerbedste ting kommer med hjem.

Til aftensmad fik vi fiskefrikadeller lavet af fars og en rest kartoffelmos fra fryseren. Farsen var købt stærkt nedsat, fordi den skulle bruges dagen efter, så jeg købte to pakker og frøs dem begge ned. En enkelt pakke rørt op med kartoffelmos og med bulgursalat til (lavet af diverse grøntsagsrester fra køleskabet) mættede fint os alle fire. Det er en billig og sund aftensmad, som både mindsker madspild og glæder min sparsommelige side 🙂