Du ser indlæg i kategorien

Genbrug

Genbrug mingarderobe

“Nyt” i garderoben

Jeg havde min (stakkels) mindste dreng med en tur forbi den lokale genbrugsbutik, i jagten efter en herreskjorte til at sy om til en sommertop. Og netop denne dag viste sig at være een af dem, hvor jeg fandt mindst 15 ting, der skulle prøves (til hans udelte misfornøjelse). Men jeg fandt en fin sommerkjole, der er meget anderledes end hvad jeg ellers går med, men som jeg helt tydelig kunne mærke, at jeg måtte have med hjem.

Når jeg genbrugsshopper kan jeg få lyst til at købe alt muligt med hjem, særligt hvis det er meget billigt, men jeg ønsker ikke at fylde skabet med tilfældigt tøj. Og jeg har heldigvis fundet lakmustesten for, hvornår jeg har fundet et potentielt nyt stykke yndlingstøj.

Hvis jeg med det samme får tanken, at det skal vaskes og på med det samme, så er det gode chancer for, at det bliver et hit. Men hvis mit tankesæt nærmere er … denne kunne være god at have når/hvis/en dag… så ender det med at blive hængende i skabet, og blive sendt tilbage til genbrug ved næste oprydning. Heldigvis kender jeg efterhånden mig selv så godt, at jeg kan finde ud af at lade den sidstnævnte kategori af tøj hænge i butikken.

Kjolen havde dog en enkelt syning, der var gået op, hvilket jeg først opdagede, da jeg fik kjolen på dagen efter. Men det tog max fem minutter at ordne – på vej afsted i bilen 🙂 Det er prisen for at købe genbrug, til tider er der en enkelt syning, der er gået op, eller en knap der skal syes fast eller erstattes. Min tanke er til tider, at den oprindelige ejer ikke har fået taget sig sammen, og fandt det nemmere at sende tøjet til genbrug. Hvilket klart taler for at lære at lave småreparationer af tøj. Men det kan jo også være, at tøjet ikke længere var yndlings, og netop derfor ikke blev repareret, og så skal jeg jo bare være glad for, at det fandt hjem til mig 🙂

Jeg kan virkelig anbefale at bruge genbrugsshopping, som en måde at prøve tøj i en anden stil end hvad du ellers bruger. Det koster sjældent alverden at købe tøjet med hjem, miljøet spares, da tøjet allerede eksisterer, og hvis det ikke bliver et hit kan du blot sende tøjet til genbrug igen.

Jeg spår dog kjolen her en skæbne som yndlingstøj, da den er det eneste, som jeg har lyst til at have på i disse dage 🙂

Hvad er dit yndlingstøj denne sommer?

Frugal Friday Genbrug

Frugal Friday

FullSizeRender (27)

Denne uge har stået i genbrugsguldets tegn. Vi skal til bryllup imorgen, lørdag, hvilket kræver noget lidt finere tøj, end det som min meget hverdagsprægede garderobe kan præstere. Så i ugens løb var jeg på tour de genbrugsbutik for at finde bryllups-egnet tøj. Og jeg endte med at finde endnu mere end jeg ledte efter.

Endnu engang har jeg præsteret at finde nogle jeans der (når jeg selv skal sige det) sidder helt perfekt. De er lige til den stramme side, men jeg trænger helt ærligt også til et par løbeture, så det skal nok gå. Og så fandt jeg (endelig) den læderjakke, som jeg har ledt SÅ LÆNGE efter, og til sølle 60 kroner, fordi butikken havde sommerudsalg, og halv pris på alt. Jeg har ikke haft andre jakker på siden jeg fik den med hjem. Kærlighed ved første blik.

Til selve brylluppet fandt jeg det fineste blå silkesæt i to dele. Det var slet ikke det, som jeg ledte efter, men det sad så fint, at jeg var nødt til at købe det med hjem (til 95 kroner kunne jeg slet ikke lade det hænge). Og da jeg kom hjem gik det op for mig, at det var perfekt til bryllup.

I den lokale genbrugsbutik fandt jeg guldsko (til 40 kroner), så nu er jeg klar med et helt “nyt” sæt, som jeg føler mig rigtig fin i, til en samlet pris på 135 kroner. Jeg smider et billede på bloggen af sættet, når vi har været afsted til bryllup.

Jeg lægger sjældent skjul på, at jeg er stor fan af genbrug. Jeg kan godt lide tanken om at handle CO2-neutralt, da genbrugstøjet er jo allerede “i verden”, så jeg ikke skaber en ny efterspørgsel ved at købe tøjet. Samtidig giver genbrugsshopping en mulighed for at øve det kreative øje, da udvalget jo er ret begrænset, så nogle gange skal der tænkes ud af boksen, eller sys om. Og som sidste argument, så får man ofte markant bedre kvalitet for pengene ved at købe genbrug. Andres fejlkøb kan være det rene guld.

Jeg leger lidt med tanken om at vise min genbrugs-garderobe frem – er det noget I gider se?

God aften derude.

 

 

 

Genbrug

Genbrug rocks

IMG_2279

Jeg er virkelig en stor genbrugsfan. I disse tider, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at også det danske vejr bliver påvirket af for meget co2 i vores atmosfære, så er det virkelig en rar følelse at kunne anskaffe nye (nødvendige) ting, uden at skabe mere co2 udledning.

Dagens lidt tilfældige genbrugstur bragte den helt store fangst. Een af de store fordele ved at kunne smutte forbi yndlingsgenbrugsbutikkerne jævnligt er, at jeg ikke føler mig tvunget til at købe noget medmindre jeg virkelig finder gode køb. Og dagens tur bragte nogle virkelig gode fund. Til mig selv fandt jeg en kort jakke, en undertrøje i virkelig god kvalitet og en denimskjorte, som er lidt et sats, men jeg tror, at den kunne blive et hit. Ellers ryger den tilbage til genbrug. Samlet pris for alle tre ting: 145 kroner.

IMG_2278

I børne-genbrugsbutikken var der sommerudsalg, hvilket betyder halv pris, så for 200 kroner fik jeg fem bluser, to jakker, fire par bukser og tre skjorter til drengene. Alt i virkelig god stand, og lidt fancy mærker (det er jo Østerbro :)).

Humlen, når det gælder genbrug, er kun at købe det, som vi rent faktisk mangler og lade resten blive i butikken, så jeg ikke fylder skabene unødigt, og tøjet kan komme andre til glæde istedet.

Nu vil jeg sætte mig til at læse korrektur på strikkeopskrifter. Jeg er ved at skrive en strikkebog med opskrifter på nem og hurtig babystrik. Det er planen, at den skal udkomme til efteråret, så hvis du kan se pointen i selv at strikke efterår- og vintergarderoben til din egen baby, eller en baby du kender, så hold øje her 🙂

God aften derude.

 

Genbrug Hjemmelavet garderobe

Hjemmesyet vs genbrug

 

imageJeg har fået min sy-mojo tilbage efter lang tid, uden lyst til at finde symaskinen frem. En weekend uden børn, kombineret med mangel på kortærmede, lyse trøjer, gjorde at jeg endelig fik taget mig sammen. En anden årsag til sypausen var, at jeg havde lovet en veninde at sy betræk til en madras for hende, og det projekt skulle først klares, og skabte lidt en stopklods for at få syet de sjovere ting.

Den første af toppene er allerede i brug, og jeg er allerede vildt glad for den. Processen med at finde stoffet, og de hyggelige sytimer (med høj musik og rødvin i glasset) og glæden ved at frit kunne vælge materialer og form på tøjet, har mindet mig om hvor meget glæde jeg får ved at sy mit tøj selv. Samtidig har jeg købt stof for 180kr til de tre toppe, så prisen er også helt okay.

Jeg skal huske, at genbrug skal bruges til at skaffe de ting, som jeg ikke selv kan sy, fx en løbejakke eller sko, men netop disse toppe er garderobe-arbejdsheste, som ikke kan erstattes af selv det bedste genbrugsfund.

Foretrækker du hjemmesyet eller genbrug? Eller ingen af delene? ?

Gæld Genbrug Købestop Minimalisme

Genbrug og frihed

  
Den sidste uge har budt på det rene genbrugsguld. Jeg har købt jeans til storebror, lillebror og fætter i genbrugen på Østerbro. Jeg fandt også disneykort (som storebror samler på), fint stof (3 meter til 15kr), en sweater til min kæreste (nu må vi se om han bruger den) og to sommertoppe til mig selv. Alt til 155kr. 

Ugens topfund var spisebordstolene på billedet overfor. Vi har kigget efter nye stole siden vi flyttede ind i huset, men de eneste vi kunne blive enige om kostede 15.000kr for fem stk, selv som brugt. Men forleden faldt jeg over disse fine, solide stole, på en lokale køb-salg-bytte Facebook-gruppe. De trænger til en ombetrækning, men den samlede pris var 300kr, og man sidder så godt i dem. Og vigtigst af alt, så skal vi ikke kigge efter stole mere, og de passer så fint sammen med lampe og bord, som også er købt brugt iøvrigt. ?

For mig er det den rene frihed at købe brugt, fordi det er den eneste måde, hvor jeg kan få kvalitet billigt. Hvis jeg kun kiggede efter prisen, så kunne jeg bare købe brugogsmidvæk møbler, men det giver ingen mening, hverken økonomisk eller miljømæssigt. Ved genbrug kan man finde virkelig gode ting, til ingen penge. 

Det er en lettelse ikke at være tvunget til store udskrivninger til nye møbler eller jeans,når drengenes ben vokser. Jeg tvinges ikke til køb, men er derimod fri til selv at vælge, hvor pengene skal bruges.

Ved at købe genbrugstøj og sko, og selv sy og strikke resten selv, sikrer jeg at mit forbrug holdes lavt, og de ekstra penge kan gå til hurtig afbetaling af gæld. Og mindre gæld = mere frihed ?

Genbrug

Redesign made easy, og om at være i mål med forårsgarderoben

IMG_1209.JPG

Jeg har længe ledt efter en boucleagtig jakke til arbejde. Så længe, at jeg til sidst besluttede at jeg ville sy en selv. Men sidste fredag fik jeg forvildet mig ind i en genbrugsbutik på Østerbro, som jeg normalt ikke går ind i, og der hang denne smukke, frynsede sag. Samme aften fik jeg fjernet kantbåndet, og den fik et noget mere roligt indtryk.

Jeg har valgt at lade kanterne stå rå frem, så jeg skulle ikke engang have symaskinen frem til denne omgang redesign, så det føles næsten som at snyde…

IMG_1264

På billedet ovenfor ses den før jeg vaskede den. Efter vask er den lidt kortere (det kan svare sig at tjekke om der er uld i tøjet, før det ryger på ikke-uldprogram) men det passer mig faktisk fint, da jeg godt kan lide korte jakker, og det er nemmere at bruge korte jakker til både jeans og nederdele.

Status er nu, at jeg ikke mangler noget tøj overhovedet. En lidt skør tanke, at alle mine forårsgarderobe-behov er klaret via genbrug. Det er vist ny rekord selv for mig. Til gengæld kunne jeg godt overveje at sy en enkelt lys sommertop, eller to, hvis jeg finder silke med et fint mønster. Men jeg står ikke og mangler noget som helst lige nu, så hvis jeg også kan afholde mig fra at skabe nye behov, så behøver jeg ikke tænke mere på tøj i den næste tid.

 

Genbrug

Når jagten lykkes…og lidt mere redesign

IMG_1179

Nogle gange tænker jeg, at mit genbrugsheld snart må være brugt op. Jeg har været så heldig i den sidste tid, at jeg konstant har fundet det jeg manglede som genbrug, og dermed til en brøkdel af nyprisen. Genbrugsjagten har blandt andet bragt min skønne lædertaske, løbejakke, kontorstol, garn og endnu flere ting, som jeg ikke engang ledte efter, men som blot var for perfekte til ikke at tage med. Jeg har sparet en mindre formue, og er så glad for de ting, som jeg har købt.

IMG_1168

For at understrege mit held, så frembragte dagens fem minutter i den lokale genbrug min nye forårsjakke. Jeg havde forestillet mig en sandfarvet trenchcoat, og der hang den, fra Bruuns Bazar, i en superflot farve og god kvalitet. Man kan godt se, at den er brugt, men den er simpelthen så fin stadigvæk, og med en pris på 200 kroner er det også acceptabelt hvis den kun holder 2-3 sæsoner mere.

IMG_1172

På billedet øverst, har jeg min “nye” sweater på. Jeg fandt den i genbrugen forleden, og det er den eneste striksweater, der ikke er hjemmestrikket, men som alligevel har fået lov til at flytte ind i skabet. Derudover er der flyttet to nye stykker tøj ind i skabet. Det ene er en stribet herreskjorte, som jeg klippede kraven af og syede et ekstra knaphul forneden, så den nu har tunikalængde. Jeg manglede et “skjorte-element” i garderoben, og jeg tror at den bliver et rigtigt godt bud. Sidste redesign er en sort skjortebluse, som jeg nævnte her: https://projecthandmade2014.wordpress.com/2016/03/30/hurra-for-genbrugsguld/ Jeg har blot syet et lille stykke blonde i udskæringen for at gøre den lidt mere “job-venlig” end den var før.

Sidste redesign-projekt er den blå silkeskjorte, som jeg har skrevet om tidligere. Jeg mangler blot at købe kantbånd i den rigtige farve, så bliver den også klar til lidt varmere tider.

Som en del af min forårsoprydning har jeg været skabet igennem (endnu engang) og har valgt at tage en prøvedag med de stykker tøj, som ikke har været brugt i noget tid, og på den måde har jeg helt tydeligt kunne mærke, hvilket tøj der “ikke virker”, og det andet kan nemt sendes videre ud i verden. Og med de sidste tilføjelser til garderoben, så må jeg endnu engang konstatere, at jeg intet mangler. Hurra for genbrug.

 

 

 

 

Genbrug Ikke kategoriseret Minimalisme

Min uniform – hverdagsminimalisme i praksis

IMG_1108

IMG_0426

IMG_1131

IMG_0520

Som jeg har skrevet om tidligere, så arbejder jeg ikke med capsule wardrobes eller begrænser mig til en bestemt mængde tøj for at have en minimalistisk garderobe. Til gengæld så går jeg stort set med den samme “uniform” hver dag, som består af jeans kombineret med en omsyet/hjemmesyet top og en hjemmestrikket sweater eller cardigan, som ses på billederne ovenfor. Hverdag og weekend adskiller sig ved om det er nye eller ældre, slidte jeans, men ellers er formularen stort set den samme.

“Uniformen” har aldrig været et bevidst valg, men det oplagte resultat af, at jeg hver dag rækker ud efter tøj, som jeg føler klæder mig, som passer min hverdag og som er velafprøvede favoritter. Jeg er en dedikeret outfit repeater, og i stedet for at være flov eller pinlig over at gå meget med det samme tøj, så er jeg nærmere lettet og stolt over, at jeg rent faktisk ved, hvad jeg godt kan lide at have på.

Jeg følger ikke moden på nogen måde. Jeg går med det tøj, som jeg selv kan lide, og da tøjet primært er genbrug eller hjemmelavet, så er jeg heldigvis ikke afgrænset af hvilke farver eller faconer, der er in i denne sæson. Det faktum, der bestemmer om jeg skal anskaffe mig noget “nyt” til garderoben er, hvorvidt jeg rent faktisk mangler noget. For eksempel en forårsjakke, som jeg stadig leder efter 🙂

En god bivirkning ved selv at sy tøj og købe genbrug er, at det er enormt billigt at anskaffe nyt, hvilket gør det nemmere at skille sig af med det tøj, der ikke virker. Ud i verden med det, så er der bedre plads til favoritterne i skabet, og større chance for, at jeg hver dag kan tage tøj på, som gør mig glad.

Genbrug Købestop

Hurra for genbrugsguld

IMG_1109

I halen på vores skiferie lå en uges påskeferie, hvilket (blandt meget andet) gav tid til et par ture i genbrugsbutikkerne i vores nye by. Jeg ledte særligt efter en “ny” kontorstol og en forårsjakke, men jeg endte med at gøre nogle andre uventede fantastiske fund.

Førstepræmien var en indkøbspose fyldt med uldgarn i perfekt kvalitet og de flotteste farver, til sølle tyve kroner 🙂 Jeg fandt også noget nyt til garderoben, for det første en oversize, sort sweaterkjole, et par jeans og en fin top, der skal sys en smule om. Det sidste tøj jeg fandt var en striksweater og tørklædet på billedet ovenfor.

Tørklædet er en silke/bomuldsblanding og skal sys om til en forårstop, og strikken er desværre ikke uld, men jeg vil prøve om jeg kan gå med den alligevel, ellers bruger jeg den til inspiration til mit næste strikkeprojekt.

Endnu engang bliver jeg bekræftet i min glæde ved genbrug. Den samlede pris for de fem stykker tøj er 95 kroner, hvilket næsten svarer til prisen på en sandwich visse steder. Og det føles som gratis shopping for miljøet, da jeg ikke skaber en efterspørgsel efter, at der produceres mere nyt tøj, med dertil hørende ressourceforbrug, men jeg nyder godt af tøj, som allerede er “i verden”.

IMG_1062

Jeg fandt dog ingen forårsjakke, så jagten er stadig igang. Til gengæld fandt jeg stolen på billedet ovenfor. Stoffet er fra lageret, og er endnu ikke sat rigtigt fast. Det er planen, at stolen skal males sort, når jeg får tid, og så er min kontorplads i det nye hus næsten færdig.

Vi var heldige med vejret i påske, så en del af tiden gik også med at vænne os til at være hus og have-ejere, hvilket (når man bor i rækkehus med en mikroskopisk have) primært indebærer at drikke kaffe i solen på terrassen imens drengene leger med naboens børn. Jeg har stadig planer om at snige et lille drivhus ind på matriklen, men det haster ikke.

God aften derude 🙂

 

 

Gæld Genbrug

Tanker om genbrug og lidt om gæld

foto5a

Det er efterhånden blevet en fast vane at kigge efter genbrugsmuligheder, når vi mangler noget til os selv, til huset eller til drengene. Særligt i forbindelse med vores flytning har genbrug haft en stor betydning. Ud over at sælge en stor del af vores gamle møbler, som nu “lever videre” et andet sted, så er vores “nye” spisebord og drengenes “nye” køjeseng købt via den blå avis. Og vi har været så heldige at finde en gammel ph lampe i den lokale genbrug, til den rørende sum af 500 kroner. Den kræver lidt knofedt og en ny ledning, men så er den også klar til at kaste lys over vores måltider i mange år fremover 🙂

I eftermiddags havde jeg langt om længe tid til at gå min sædvanlige genbrugsrunde, og fandt den flotteste gamle dug. Planen er at klippe den op til viskestykker, da næsten alle vores viskestykker er klippet op til klude på grund af grimme pletter. Jeg tror, at jeg kan få otte viskestykker ud af dugen, så kan vi klare os lidt igen. Jeg ledte også efter bomuldsgarn, så jeg kan strikke vaskeklude. Et projekt der længe har været i mine tanker, men da jeg kun har uldgarn liggende, så kræver det nyindkøb af bomuldsgarn, og så langt er jeg ikke nået endnu.

Jeg fandt til gengæld et par (ubrugte) mørkeblå chinos til min mindste dreng til erstatning for et yndlingspar, som er blevet for små. Sidste fund var fastelavnstøj til begge drengene. Hvis jeg har ramt rigtigt med, hvad de gerne vil klædes ud som, så giver det køb i sig selv en besparelse på 500 kroner.

Jeg ved godt, at genbrug ikke er for alle. Det kræver, at man kan se pointen i at selve anskaffelsen af tingen er lidt mere besværlig end bare at tage en tur i det nærmeste indkøbscenter. Men for mig opvejer glæden ved at spare ressourcer og penge, klart ulempen ved at skulle lede lidt længere, og eventuelt være nødt til at udskyde et køb, indtil det rette dukker op.  Og nogle gange kræver det, at man bruger sin kreative muskel for at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, og det er garanteret sundt i det lange løb.

Generelt tror jeg, at øvelsen med at udskyde behov er sund i en tid, hvor der kommer flere og flere reklamer for hurtige lån til forbrug. Jeg har, som I nok har opdaget, et anstrengt forhold til gæld, så jeg føler ikke at jeg er i farezonen til at optage kviklån, men jeg så gerne at det blev normen, at hvis man ikke havde råd til noget, så lod man være med at købe det. Eller købte det brugt 😉