Du ser indlæg i kategorien

Gældfri

Gældfri Privatøkonomi

Om gæld og kæpheste…

Dem, der har læst med her på bloggen i noget tid, kender godt min holdning til gæld, herunder primært min egen, for andre må sådan set gøre lige hvad de vil. Naturligvis. Men jeg slår gerne et slag for, at det sjældent er vejen frem at stifte gæld – særligt til forbrug – som jo reelt blot er udtryk for, at man ikke vil vente på at spare op til det man ønsker sig.

Jeg har tidligere skrevet om kampen for at komme af med min su-gæld før tid, min uvilje mod at stifte en kæmpegæld i forbindelse med huskøbet, og min generelle uvilje mod at låne penge til forbrug, så min holdning til dette emne er nok ikke ukendt.

Forleden læste jeg et indlæg hos en blogger, som reklamerede for kviklån, og det fik mig til endnu engang at tænke på udfordringen med, at “svage sjæle” kan blive fristet af hurtige penge, hvis de ikke helt forstår eller kan overskue, hvad det er de siger ja til. Så jeg ville ønske, at det var lidt mere fokus på bagsiden ved de kortsigtede økonomiske valg. Det samme gælder køb på afbetaling. Der er ikke unormalt at se reklamer for telefoner købt på afbetalingen, hvor du har betalt telefonen flere gange før kontrakten er løbet til ende.

Forbrugerrådet TÆNK er kommet frem med en rapport, der viser at en stor del af de unge, føler sig presset til at bruge penge, som de ikke har. Og netop adgangen til kviklån giver visse unge en hurtig måde at få “råd” til det, som de tror, at deres venner har råd til. Så jeg vil gerne, på mit lillebitte hjørne af internettet, så et slag for at forbrugslån ikke er det smarte valg. Og helt ærligt, så er det lidt som at tisse i bukserne, for alle lån skal betales tilbage plus renter, og det kan hurtigt blive uoverskueligt.

Og egentlig, så er det at stifte gæld, som at stjæle fra dit fremtidige jeg. Og på nær det sjældne tilfælde, hvor der er en rig og syg, gammel onkel inde i billedet, så vil dit fremtidige jeg ofte være en lidt ældre, mere rynket version af dig selv, med stort set den samme sans for økonomi som du har nu. Hvis der ikke har råd til telefonen, sofaen, ferien nu, hvorfor skulle der så være råd til det senere? Det er lidt at røvrende sit fremtidige jeg, når man forventer, at denne betaler regningen for de forbrugsvalg, som man selv tager nu.

Jeg er stor fan af Dave Ramsey, som måske for danske forhold, er lidt ekstrem, men absolut ganske underholdende 🙂 Hans mantra er, at hvis du ikke kan betale kontant, så har du ikke råd. Det er ganske simpelt, men jo også lidt rigtigt.

Jeg er med på, at det kan være ønskværdigt at låne til et hus, da man ellers skulle vente utroligt mange år for at spare flere millioner op. Men alt andet – og ja – jeg mener alt andet som vi køber, burde vi kun købe hvis vi har råd – og med råd – så mener jeg råd til at betale med egne penge 🙂

Og hvis det betyder, at man må undvære en ny sofa eller telefon i en periode, og måske gå ud og købe en brugt én af slagsen, så vil det være en bedre løsning både for miljøet og for pengepungen.

Har du en holdning til forbrugslån eller gæld generelt, eller er det bare en naturlig del af livet for dig?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

 

 

Gældfri Minimalisme

Inspirerende finansielle blogs #2

55

En god måde for mig at holde fokus på at få betalt al gæld af, og engang i fremtiden prøve at være helt gældfri, er at læse om andres erfaringer med at leve nøjsomt, nedbringe gæld og blive seje til at investere. Her er en lille liste over mine yndlings finansielle blogs:

http://www.mrmoneymustache.com/ – Mr. money mustache skriver om sit eget liv på bloggen. Ved at bruge sine penge fornuftigt, og investere i stedet for at gå all in på shopping, har det været muligt for ham at gå på pension som 30 årig. Hans motto er Financial Freedom Through Badassity, hvilket frit oversat betyder: Tag dig sammen og lad være med at bruge alle dine penge på dimsedutter, som du tror, at du har brug for 🙂

http://caitflanders.com/ – Cait har beskrevet sin vej fra at være dybt forgældet, til at være gældsfri og de muligheder, som det har givet hende. Cait er også dedikeret minimalist, så vi er generelt enige om tingene 🙂

http://www.frugalwoods.com/ – Her skriver mrs. Frugalwoods (nok ikke hendes rigtige navn :)) om deres vej til at droppe job og byliv og flytte på landet, på et nedlagt landbrug, og deres nye liv derude. Der er en overvægt af billeder af deres hund og baby (inklusiv hårbånd – meget amerikansk), men jeg har også en overvægt af billeder af garn på min blog, så jeg skal ikke dømme 🙂

http://thenonconsumeradvocate.com/ – Katy er den mest gennemførte anti-forbruger, som jeg er stødt på i cyperspace, og virkelig sej til at få meget ud af ingenting. Hun sælger genbrugsfund videre på nettet, laver sund og billig mad, og vil til enhver tid hellere få det hun har til at virke, end at bruge penge på at købe noget nyt. Jeg er kæmpe fan.

Kan du anbefale andre finansielle blogs, som jeg ikke har opdaget?