Du ser indlæg i kategorien

Den Gode Historie

Anbefalinger Den Gode Historie

#dengodehistorie – Dilling Underwear

Sponsoreret indlæg – jeg har modtaget (efter selv at have taget kontakt til firmaet) tøj til test til brug for denne artikel – jeg har dog aldrig aldrig lovet andet end at være ærlig 🙂

Som jeg skrev om her og her, efter min laaaange følgeton om klimasorg, så prøver jeg nu at fokusere min energi på at finde de gode historier. Jeg vil prøve at rette mit fokus væk fra de store miljømæssige problemer, som vi står overfor, og i stedet for fokusere på de personer og virksomheder, som prøver at være en del af løsningen fremfor en del af problemet.

Siden jeg startede bloggen i 2014, har jeg taget stor afstand fra at nævne særlige mærker eller produkter, netop fordi min ønske er at sætte fokus på at leve med det, som man allerede har, og ikke skabe “nye” behov. Men jeg lever jo også i den virkelige verden, og det betyder, at jeg ikke selv karter uld, spinder garn eller væver stof til mit eget tøj, og jeg køber ikke undertøj og strømper som genbrug, så et vist “nyt”-forbrug har jeg jo. Og jeg vil gerne bruge min taletid, her i mit eget lille hjørne af internettet, til at fremhæve de virksomheder, som betingelsesløst arbejder for, at vi kan leve et almindeligt liv og stadig have miljømæssige fodspor som vi kan stå inde for.

Og den første af disse virksomheder som jeg vil fremhæve og anbefale, er Dilling Underwear, som er et gammelt dansk firma, som sælger undertøj, undertrøjer, leggins og strømper – i både uld og bomuld. Det helt særlige ved Dilling er, at de har valgt at holde alle produktionsledene så tæt på deres egen kontrol som muligt, så de ved hvordan dyrene, der skaber materialerne har det, hvilke arbejdsvilkår, som arbejderne der væver stoffet har og hvilke kemikalier, der bruges til farvningen af stoffet.

Dilling har som virksomhed haft stor fokus på at være åbne om deres produktionsmetoder og store fokus på at gøre det “bedre” for miljøet, du kan læse mere her. Samtidig har Dilling et ønske om konstant at blive bedre, så da de blev mødt af ønsket fra zero-waste-folket om at droppe unødvendig emballage, så gik de straks igang med at undersøge hvordan det kunne lade sig gøre, og processen er sat igang.

Jeg er selv i en proces med at få de sidste af mine meget få “nykøb” til at være i den bæredygtige kategori, for jeg tror på, at vi stemmer med vores penge, og viser hvad vi gerne vil have mere af, når vi køber noget nyt. Da jeg selv køber ret begrænset af nye ting, så er det særligt vigtigt, at de få ting jeg køber viser hvad jeg står for.

Jeg har selv taget kontakt til Dilling og bedt dem om at sende en pakke med deres bomuldsundertøj så jeg kunne teste kvaliteten, for jeg ville ikke anbefale noget, som ikke holdt sig pænt i brug. Alle fine ord om bæredygtighed blegner, hvis ikke produktet kan holde til noget. Og konklusionen nu, 3 måneder senere er, at det holder både farve og form helt perfekt. Og det til trods for, at tøjet er i konstant rotation, da jeg jo, som inkarneret minimalist, ikke har det store udvalg i skufferne.

Så konklusionen er, at jeg varmt kan anbefale at købe dit basistøj fra Dilling, når du skal have fyldt basis-lageret op igen. Jeg er dybt begejstret både for firmaet og deres produkter 🙂 Men vent netop til du har slidt det gamle op, før du køber nyt, det mest miljøvenlige er nu engang at bruge det, som du allerede har.

Har du nogle yndlings bæredygtige mærker, som du gerne vil have frem i spotlyset her på bloggen?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Den Gode Historie

Om efterårsgarderoben og jagten på den gode historie

Første del af min kommende efterårsgarderobe er nu strikket færdig, monteret og vasket, og ligger klar i skabet til de første kolde efterårsdage. Sweateren er strikket i mit yndlingsgarn, højlandsuld herfra, så jeg ved at det holder sig fint i brug. Det gode ved uld er også, at det er selvrensende, så de eneste gange jeg vasker mine uldsweatre er, når de helt har mistet formen, og har brug for en vask og ligge-tørring for at blive fin igen 🙂

Jeg freestyler alt det, som jeg strikker, så når jeg bliver godt tilfreds med resultatet, så skriver jeg opskriften ned, får den testet, og sender den ud i verden til andre, som helst vil strikke efter en opskrift, og derved slippe for al “omstrikningen” 🙂 Mine opskrifter sælges her.

Mit skrivebord er iøvrigt fyldt med garn til efterårets projekter. Jeg har tænkt mig at strikke en sort lang, løs kjole, en cremefarvet bred sweater og den ultimative højhalsede grå sweater. Men erfaring har vist mig, at planerne kan ændre sig undervejs i strikningen, det er jo det sjove ved processen.

-o-

En anden ting, der mangler i min garderobe er en større udskiftning af undertøj og undertrøjer. Jeg har længe udskudt at få købt nyt basistøj, fordi jeg gerne ville finde en bedre løsning end den jeg valgte før, hvilket vil sige den butik som jeg tilfældigvis kom forbi, når hullerne i strømperne var blevet for store. Men når nu basistøjet er det eneste, som jeg køber fra nyt af, så vil jeg gerne lægge mine penge hos nogle ordentlige firmaer, som er med til at gøre en forskel for miljøet, og ikke bare vælger den nemme vej. Som jeg skrev om her, så leder jeg efter de gode historier og de firmaer, som gør en forskel.

Jeg har derfor modtaget en ladning lækkert økologisk bomuldsundertøj til test fra Dilling-underwear.dk til både mig selv, og de små og store drenge her i huset. Det er en skøn forandring at have et stykke nyt tøj i hånden, uden at det har følgeskab af den sædvanlige kemiske lugt, som meget nyt tøj ellers kan have. Jeg vender tilbage med mere information om firmaet, hvis deres tøj også holder godt i brug. Alle gode intentioner om miljørigtige produktionsmetoder er jo lidt spildte, hvis tøjet ikke holder særlig længe.

God aften derude 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

 

Bæredygtige hverdagsvaner Den Gode Historie

På jagt efter de gode historier

Efter et år, hvor jeg har meget tænkt på, og skrevet meget om, de negative effekter af klimaforandringer, vil jeg nu prøve at skifte gear og fokusere på de gode historier, og på de mennesker og virksomheder, der prøver at gøre det rigtige i forhold til miljøet.

Der er blevet talt og skrevet meget om, hvorfor vi mennesker har så svært ved at udmønte den viden, som vi har om klimaforandringerne til rent faktisk at ændre vores vaner og vores liv i en mere bæredygtig retning. Senest har Michael Minter skrevet en artikel, hvor han understreger, at hvis der kun er fokus på det negative, så mister folk håbet og dermed også lysten og evnen til at handle.

Jeg er helt enig, og har selv haft en tendens til at føle håbløshed. Men problemet med håbløshed er netop fraværet af håb om, at udviklingen kan vendes, og at vi kan vælge en grønnere vej, og når der ikke er håb, så forsvinder formålet med at handle helt.

Jeg er vild med dette citat af Margaret Mead: “Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has.” Det understreger netop, at hvis nok af os små almindelige borgere ændrer vores vaner, forbrugsmønstre og handlinger, så kan det starte en modreaktion til den evige jagt på vækst, og måske endda gives os en roligere, mere glædesfyldt hverdag.

Jeg oplever netop mit forsøg på at leve et mere simpelt bæredygtigt liv, som en stor glæde i mit liv, og føler ikke, at jeg må undvære noget. Når jeg shopper genbrug, syr og strikker mit eget tøj, dyrker (en lille smule) grønt i min egen have og holder øje med, at mine penge kun går til det, der giver mig glæde, så er det for mig det gode liv, og ikke et liv med afsavn.

Men jeg vil gerne være bedre til at rette blikket lidt væk fra mine egne handlinger her på matriklen og se nærmere på de personer og virksomheder, som prøver at være en del af løsningen fremfor en del af problemet.

Jeg kender allerede nogle: Vigga.us,  Dilling-underwear.dk og Miild.dk, men jeg vil gerne kende endnu flere.

Vil du dele dine grønne virksomheder?