Jane

Min hverdagsheltinde Liselotte, skrev noget forleden om at forlige sig med at se billeder af sit eget ansigt. Det går meget godt i tråd med Johannes tanker om selvkærlighed, og minder mig om et projekt, som jeg ikke har fortalt om på bloggen. Nemlig det faktum, at jeg i løbet af de sidste par måneder er holdt op med at gå med makeup. Og helt ærligt, jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt nogen har opdaget det. Jeg har nemlig aldrig brugt den “store palette”, men stadig følt, at jeg burde have makeup på i hverdagen for at være “acceptabel” til at bevæge mig ud i arbejdslivet.

Da jeg var yngre var jeg hårdt plaget af akne, og selvom det er meget bedre nu, så får jeg bare aldrig perfekt hud, uden pletter eller urenheder. Men jeg har forsøgt at skjule akneskader og urenheder bag makeup, fordi det føltes mest “korrekt”.

Men i løbet af foråret begyndte det at føles som om min hud blev værre end normalt, og jeg fik en ide om, at det nok ikke hjalp at putte et lag foundation ovenpå den. Og jeg tænkte, at jeg måske blev mere motiveret til at huske min søvn, vand og frisk luft nok, hvis jeg ikke kunne skjule konsekvenserne af at vælge de forkerte ting i min hverdag.

Og måske, bare måske, blev jeg lidt træt af at være tvunget til at bruge tid på at dække mig til, ændre hvordan jeg ser ud, og ikke bare møde verden, som jeg nu engang ser ud – som en mand kan tillade sig at gøre – ja, lidt rødstrømpe ud af sidebenet lige der 🙂

Så jeg trappede ned, og droppede til sidste makeuppen helt. Og jeg tror faktisk ikke, at nogen har opdaget forskellen. Men på en måde, så har jeg snydt lidt, for på en måde føles det nemmere at droppe makeup om sommeren, fordi huden naturligt ser mere jævn og sund ud, når den er lidt solbrændt. Så nu må vi om fortsættet holder, når vinterblegheden sætter ind 🙂 Men jeg håber, at det holder, for jeg kan godt lide tanken om bare at være i verden, som jeg nu engang ser ud.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.

Iøvrigt, så lurer der endnu et nykøb i min fremtid, trods købestoppet. På mit arbejde kører de papkrus-stilen, hvilket er så sølle som det kan være, og dårligt gået af en stor dansk virksomhed. MEN som mit eget lille private hippie-oprør, så har jeg tænkt mig at anskaffe sådan en kop her til min egen kaffe. Så det kan være, at det kan skabe lidt dialog om det åndsvage i brug-og-smid-væk-produkter. SUK.

Jeg har ingen ambitioner om at være totalt zero waste, som de seje kvinder Bea eller Lauren, men jeg bliver så træt, når produkter, der skal bruges omkring fem sekunder, før de bliver til skrald, er en fast integreret del af vores hverdag. Det generer klimaaktivisten i mig, at vi spilder ressourcer på den måde, men min indre mormor bliver også dybt forarget. Hvorfor er det blevet normen at spare tid ved at bruge engangsprodukter, fremfor at bruge et øjeblik på at få vasket tingene op, og bruge dem igen. Helt ærligt, hvad er det vi skal nå.

Som du ved er jeg tilhænger af, at ting godt må tage lidt ekstra tid. Jeg vil ikke have så travlt med at nå “frem”, at vejen er ligegyldig. Og jeg er fan af det faktum, at vores hverdag er indrettet, så vi ikke producerer så meget skrald. Der er naturligvis lidt emballage fra den mad, som vi spiser, men vi kildesorterer og komposterer, og kan nøjes med at gå ud med skrald cirka hver tredje dag. Vi er en familie på fire. Men hvad nytter det, hvis jeg producerer en masse skrald på min arbejdsplads. Så frem med hippie-koppen, og så må vi se, hvad folk siger 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Det er efterhånden et tilbagevendende tema her på bloggen, at jeg arbejder for at finde en balance mellem min tid ved skærmen og min tid i den rigtige verden. Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med de muligheder, som sociale medier giver os for at finde ligesindede, og hvordan det er muligt for fremmede mennesker at finde sammen om en fælles mission, og skabe alliancer på tværs af geografiske og sociale skel. Jeg er fan.

Men modsat er det heller ingen hemmelighed, at jeg selv har svært ved at finde balance mellem at være “på”/konstant søge nye input via skærmen, og at finde tid til dyrke ro og fordybelse. Jeg er overbevist om, at min medietid indeholder meget spildtid og mange overspringshandlinger, og jeg har løbende forsøgt at finde en fornuftig balance. Det fungerer ikke for mig at lukke mig helt ude af loopet. Jeg vil gerne være tilgængelig i facebook-gruppen, og jeg gør mit bedste for at besvare spørgsmål til mine opskrifter indenfor et døgn, så det betyder, at jeg gerne vil “logge-in” et par gange i løbet af døgnet.

Og det er ikke den bevidste tid på sociale medier, som jeg vil til livs, men derimod den hovedløse scrolling, som ikke skaber nogen værdi for nogen, men bare spilder min egen tid. Lige nu tester jeg en ny tilgang, hvor jeg “logger in” tre gange i døgnet, og resten af tiden ligger telefonen i tasken. Dog med lyd på, så folk kan gøre noget så gammeldags som at ringe til mig 🙂 Så må vi se om det er den rette vej.

Har du strategier for dit medie-forbrug, som virker og som du gerne vil dele?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Johanne skrev noget klogt forleden, om hvordan selvkærlighed hjælper til en bæredygtig garderobe. Jeg er SÅ enig. Hvis man tænker over det, så er den “krog”, som mange reklamer bruger til at få os til at overforbruge, netop frygten for ikke at være god nok, eller ikke passe til et photoshoppet og forskruet ideal af, hvordan en “rigtig” krop ser ud.

Min holdning er, at #enkroperenkroperenkrop. Jeg har en krop, som bærer mig sejt igennem verden. Min krop er endda (indtil videre) af den raske slags, som ikke byder mig på smerter, medmindre jeg udsætter den for lange perioders stillesiddende arbejde, virkelig dårlig mad eller graviditet. Så jeg har klart trukket vinderloddet, synes jeg selv.

Til gengæld forventer jeg ikke (mere), at min krop skal være perfekt, eller se godt ud for andres skyld. Den ro er klart kommet med alderen, og heldigvis for det. Nu, når jeg cykler eller løber, så gør jeg det med en taknemmelig tanke om, at jeg kan og ikke en tanke om, jeg skal straffe mig selv for at have spist for meget eller se “forkert ud”.

Og når reklamerne ikke kan bruge vores frygt for ikke at være (gode) nok, så mister de magten og vi kan gå tilbage til blot at anskaffe os de ting, som vi reelt mangler og ikke den overflod, som de gerne så, at vi brugte alle vores penge på.

Teorien er, at hele reklameindustrien er opstået, som følge af den industrielle revolution, der skabte en overproduktion i forhold til tidligere, hvor det tog længere tid at producere fx tøj, tallerkener eller biler. Reklamer blev opfundet for at sælge denne overproduktion ved at skabe kunstigt behov ala, i år er den “rigtige” farve på jakker ikke blå, nu er den rigtige farve rød. You get the picture.

Hvis man er en hippie som mig, så kunne svaret på overproduktionen også have været, at vi alle arbejder kortere tid hver dag, og får samme udbytte, men jagten på vækst har stået lidt i vejen for den agenda. Så nu er vi her. Minimalisme og bevidst forbrug er mit lille private hippie-oprør mod reklamernes budskab om mere og nyt. Og eftersom H&M har det værste regnskabsår længe, så ser det også ud som om andre er blevet træt af kvantitet fremfor kvalitet 🙂

Hvad tænker du?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.