gæld

Dem, der har læst med her på bloggen i noget tid, kender godt min holdning til gæld, herunder primært min egen, for andre må sådan set gøre lige hvad de vil. Naturligvis. Men jeg slår gerne et slag for, at det sjældent er vejen frem at stifte gæld – særligt til forbrug – som jo reelt blot er udtryk for, at man ikke vil vente på at spare op til det man ønsker sig.

Jeg har tidligere skrevet om kampen for at komme af med min su-gæld før tid, min uvilje mod at stifte en kæmpegæld i forbindelse med huskøbet, og min generelle uvilje mod at låne penge til forbrug, så min holdning til dette emne er nok ikke ukendt.

Forleden læste jeg et indlæg hos en blogger, som reklamerede for kviklån, og det fik mig til endnu engang at tænke på udfordringen med, at “svage sjæle” kan blive fristet af hurtige penge, hvis de ikke helt forstår eller kan overskue, hvad det er de siger ja til. Så jeg ville ønske, at det var lidt mere fokus på bagsiden ved de kortsigtede økonomiske valg. Det samme gælder køb på afbetaling. Der er ikke unormalt at se reklamer for telefoner købt på afbetalingen, hvor du har betalt telefonen flere gange før kontrakten er løbet til ende.

Forbrugerrådet TÆNK er kommet frem med en rapport, der viser at en stor del af de unge, føler sig presset til at bruge penge, som de ikke har. Og netop adgangen til kviklån giver visse unge en hurtig måde at få “råd” til det, som de tror, at deres venner har råd til. Så jeg vil gerne, på mit lillebitte hjørne af internettet, så et slag for at forbrugslån ikke er det smarte valg. Og helt ærligt, så er det lidt som at tisse i bukserne, for alle lån skal betales tilbage plus renter, og det kan hurtigt blive uoverskueligt.

Og egentlig, så er det at stifte gæld, som at stjæle fra dit fremtidige jeg. Og på nær det sjældne tilfælde, hvor der er en rig og syg, gammel onkel inde i billedet, så vil dit fremtidige jeg ofte være en lidt ældre, mere rynket version af dig selv, med stort set den samme sans for økonomi som du har nu. Hvis der ikke har råd til telefonen, sofaen, ferien nu, hvorfor skulle der så være råd til det senere? Det er lidt at røvrende sit fremtidige jeg, når man forventer, at denne betaler regningen for de forbrugsvalg, som man selv tager nu.

Jeg er stor fan af Dave Ramsey, som måske for danske forhold, er lidt ekstrem, men absolut ganske underholdende 🙂 Hans mantra er, at hvis du ikke kan betale kontant, så har du ikke råd. Det er ganske simpelt, men jo også lidt rigtigt.

Jeg er med på, at det kan være ønskværdigt at låne til et hus, da man ellers skulle vente utroligt mange år for at spare flere millioner op. Men alt andet – og ja – jeg mener alt andet som vi køber, burde vi kun købe hvis vi har råd – og med råd – så mener jeg råd til at betale med egne penge 🙂

Og hvis det betyder, at man må undvære en ny sofa eller telefon i en periode, og måske gå ud og købe en brugt én af slagsen, så vil det være en bedre løsning både for miljøet og for pengepungen.

Har du en holdning til forbrugslån eller gæld generelt, eller er det bare en naturlig del af livet for dig?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Det er efterhånden blevet en fast vane at kigge efter genbrugsmuligheder, når vi mangler noget til os selv, til huset eller til drengene. Særligt i forbindelse med vores flytning har genbrug haft en stor betydning. Ud over at sælge en stor del af vores gamle møbler, som nu “lever videre” et andet sted, så er vores “nye” spisebord og drengenes “nye” køjeseng købt via den blå avis. Og vi har været så heldige at finde en gammel ph lampe i den lokale genbrug, til den rørende sum af 500 kroner. Den kræver lidt knofedt og en ny ledning, men så er den også klar til at kaste lys over vores måltider i mange år fremover 🙂

I eftermiddags havde jeg langt om længe tid til at gå min sædvanlige genbrugsrunde, og fandt den flotteste gamle dug. Planen er at klippe den op til viskestykker, da næsten alle vores viskestykker er klippet op til klude på grund af grimme pletter. Jeg tror, at jeg kan få otte viskestykker ud af dugen, så kan vi klare os lidt igen. Jeg ledte også efter bomuldsgarn, så jeg kan strikke vaskeklude. Et projekt der længe har været i mine tanker, men da jeg kun har uldgarn liggende, så kræver det nyindkøb af bomuldsgarn, og så langt er jeg ikke nået endnu.

Jeg fandt til gengæld et par (ubrugte) mørkeblå chinos til min mindste dreng til erstatning for et yndlingspar, som er blevet for små. Sidste fund var fastelavnstøj til begge drengene. Hvis jeg har ramt rigtigt med, hvad de gerne vil klædes ud som, så giver det køb i sig selv en besparelse på 500 kroner.

Jeg ved godt, at genbrug ikke er for alle. Det kræver, at man kan se pointen i at selve anskaffelsen af tingen er lidt mere besværlig end bare at tage en tur i det nærmeste indkøbscenter. Men for mig opvejer glæden ved at spare ressourcer og penge, klart ulempen ved at skulle lede lidt længere, og eventuelt være nødt til at udskyde et køb, indtil det rette dukker op.  Og nogle gange kræver det, at man bruger sin kreative muskel for at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, og det er garanteret sundt i det lange løb.

Generelt tror jeg, at øvelsen med at udskyde behov er sund i en tid, hvor der kommer flere og flere reklamer for hurtige lån til forbrug. Jeg har, som I nok har opdaget, et anstrengt forhold til gæld, så jeg føler ikke at jeg er i farezonen til at optage kviklån, men jeg så gerne at det blev normen, at hvis man ikke havde råd til noget, så lod man være med at købe det. Eller købte det brugt 😉

Når man læser her på bloggen, så kan det godt lyde som om, at jeg er nødt til at vende hver en femøre for at få familiens økonomi til at hænge sammen. Men sandheden er, som flere af jer nok godt ved, at vi er to voksne med fuldtidsjob og ganske fine lønninger. Og vi har lavet mange fejl i vores økonomi, og har garanteret mange fejl til gode, men een af de ting, som jeg synes, at vi er sluppet godt fra er, at vi har undgået livsstil-inflation.

Og med det mener jeg, at med gode lønninger – særligt efter maaange år på SU – kan der være en tendens til at folk gerne vil kompensere for årene med lavvande i kassen, hvilket resulterer i, at alle de ekstra penge der tjenes på de nye jobs, stille og roligt fordufter igen. Det kaldes livsstil-inflation, den tendens, der er til, at hvis man tjener mere, så bruger man mere. Uden nødvendigvis at føle en større glæde, fordi man bare forbruger “fordi man kan”.

Vores forsøg på at undgå livsstil-inflation betyder, at vi har købt et noget billigere hus, end hvad banken ville låne os. Vi har fundet det perfekte hus for os, og et som vi kan betale af i overskuelig fremtid uden at være stavnsbundet til banken. Vi holder stadig øje med, at vores forbrug ikke stikker af fra os, men at vi bruger pengene der, hvor det skaber glæde og mening for vores familie. Hvilket betyder sushi og oplevelser 🙂 Og når vi rejser, så holder vi budgettet ved at tage bilen, lave maden selv og have et fornuftigt budget for forbrug på selve ferien.

Selv med en fin indkomst, er det nemt at bruge rub og stub. Som eksempel: Hvis vi forestillede os, at vi havde 10.000 kroner i overskud hver måned, når alle udgifter var dækket, så havde vi jo en god mulighed for at spare de penge op og investere dem. Men hvis vi havde købt et hus til bare en million mere end vi gjorde (hvilket banken havde “godkendt”), så ville der gå 6.000 mere til huset hver måned. Og hvis jeg så shoppede tøj eller dimser for bare 1500 kroner hver måned, og vi brugte de sidste 2.500 kroner på to-go-kaffe, takeout, legeland, biografture og restaurantbesøg, hvilket nemt kunne ske. Ja, så ville de 10.000 kroner være væk – og alle drømme om langsigtede investeringer, gældsfrihed og økonomisk frihed så sølle ud.

Jeg siger ikke, at man ikke skal leve livet og det er fint at tage i legeland, ud og spise og købe dimser til huset. Min pointe er bare, at hvis man ikke har en plan, der sikrer, at man ikke hver måned, bruger alt hvad man tjener, så er det nemt at tilpasse forbruget til en højere løn, hvilket også er fint, hvis man vil være bundet til at have et job indtil 70 års alderen. Det vil jeg ikke 🙂

Som min helt Mr. Money Mustache siger så fint, så er der et vist niveau af livkvalitet, som er “nok”, og når man er nået dertil, så vil mere ikke gøre een mere lykkelig. Og det er netop pointen, hvis du kan finde dit eget NOK, droppe det ekstra forbrug og spare forskellen op, så kan du også undgå at blive fanget af livsstils-inflation, og tanken om, at når man tjener godt, så skal man også bruge godt 🙂

God weekend derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.