gæld

Min veninde blev kontaktet af sin bank forleden, med en opfordring til at optage et forbrugslån hos dem. Her snakker vi en henvendelse via netbank, fra en dansk bank, som direkte opfordrer en kunde til at låne til forbrug. Altså låne til en ny sofa, ferie eller andet, som de ikke har råd til, men lyst til, lige nu.

Det er så ufattelig dårlig stil, at det næsten ikke er til at bære. Men jeg orker ikke at være sur på bloggen endnu en aften, så nu vil jeg sætte mig i min sofa med mit strikketøj og en god podcast. Og så vender jeg måske lidt mere optimitisk tilbage imorgen.

Hvis du skulle være i tvivl om, hvad jeg mener om forbrugslån/kviklån eller gæld generelt, så kan du læse mere her.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Dem, der har læst med her på bloggen i noget tid, kender godt min holdning til gæld, herunder primært min egen, for andre må sådan set gøre lige hvad de vil. Naturligvis. Men jeg slår gerne et slag for, at det sjældent er vejen frem at stifte gæld – særligt til forbrug – som jo reelt blot er udtryk for, at man ikke vil vente på at spare op til det man ønsker sig.

Jeg har tidligere skrevet om kampen for at komme af med min su-gæld før tid, min uvilje mod at stifte en kæmpegæld i forbindelse med huskøbet, og min generelle uvilje mod at låne penge til forbrug, så min holdning til dette emne er nok ikke ukendt.

Forleden læste jeg et indlæg hos en blogger, som reklamerede for kviklån, og det fik mig til endnu engang at tænke på udfordringen med, at “svage sjæle” kan blive fristet af hurtige penge, hvis de ikke helt forstår eller kan overskue, hvad det er de siger ja til. Så jeg ville ønske, at det var lidt mere fokus på bagsiden ved de kortsigtede økonomiske valg. Det samme gælder køb på afbetaling. Der er ikke unormalt at se reklamer for telefoner købt på afbetalingen, hvor du har betalt telefonen flere gange før kontrakten er løbet til ende.

Forbrugerrådet TÆNK er kommet frem med en rapport, der viser at en stor del af de unge, føler sig presset til at bruge penge, som de ikke har. Og netop adgangen til kviklån giver visse unge en hurtig måde at få “råd” til det, som de tror, at deres venner har råd til. Så jeg vil gerne, på mit lillebitte hjørne af internettet, så et slag for at forbrugslån ikke er det smarte valg. Og helt ærligt, så er det lidt som at tisse i bukserne, for alle lån skal betales tilbage plus renter, og det kan hurtigt blive uoverskueligt.

Og egentlig, så er det at stifte gæld, som at stjæle fra dit fremtidige jeg. Og på nær det sjældne tilfælde, hvor der er en rig og syg, gammel onkel inde i billedet, så vil dit fremtidige jeg ofte være en lidt ældre, mere rynket version af dig selv, med stort set den samme sans for økonomi som du har nu. Hvis der ikke har råd til telefonen, sofaen, ferien nu, hvorfor skulle der så være råd til det senere? Det er lidt at røvrende sit fremtidige jeg, når man forventer, at denne betaler regningen for de forbrugsvalg, som man selv tager nu.

Jeg er stor fan af Dave Ramsey, som måske for danske forhold, er lidt ekstrem, men absolut ganske underholdende 🙂 Hans mantra er, at hvis du ikke kan betale kontant, så har du ikke råd. Det er ganske simpelt, men jo også lidt rigtigt.

Jeg er med på, at det kan være ønskværdigt at låne til et hus, da man ellers skulle vente utroligt mange år for at spare flere millioner op. Men alt andet – og ja – jeg mener alt andet som vi køber, burde vi kun købe hvis vi har råd – og med råd – så mener jeg råd til at betale med egne penge 🙂

Og hvis det betyder, at man må undvære en ny sofa eller telefon i en periode, og måske gå ud og købe en brugt én af slagsen, så vil det være en bedre løsning både for miljøet og for pengepungen.

Har du en holdning til forbrugslån eller gæld generelt, eller er det bare en naturlig del af livet for dig?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin. 

Det er efterhånden blevet en fast vane at kigge efter genbrugsmuligheder, når vi mangler noget til os selv, til huset eller til drengene. Særligt i forbindelse med vores flytning har genbrug haft en stor betydning. Ud over at sælge en stor del af vores gamle møbler, som nu “lever videre” et andet sted, så er vores “nye” spisebord og drengenes “nye” køjeseng købt via den blå avis. Og vi har været så heldige at finde en gammel ph lampe i den lokale genbrug, til den rørende sum af 500 kroner. Den kræver lidt knofedt og en ny ledning, men så er den også klar til at kaste lys over vores måltider i mange år fremover 🙂

I eftermiddags havde jeg langt om længe tid til at gå min sædvanlige genbrugsrunde, og fandt den flotteste gamle dug. Planen er at klippe den op til viskestykker, da næsten alle vores viskestykker er klippet op til klude på grund af grimme pletter. Jeg tror, at jeg kan få otte viskestykker ud af dugen, så kan vi klare os lidt igen. Jeg ledte også efter bomuldsgarn, så jeg kan strikke vaskeklude. Et projekt der længe har været i mine tanker, men da jeg kun har uldgarn liggende, så kræver det nyindkøb af bomuldsgarn, og så langt er jeg ikke nået endnu.

Jeg fandt til gengæld et par (ubrugte) mørkeblå chinos til min mindste dreng til erstatning for et yndlingspar, som er blevet for små. Sidste fund var fastelavnstøj til begge drengene. Hvis jeg har ramt rigtigt med, hvad de gerne vil klædes ud som, så giver det køb i sig selv en besparelse på 500 kroner.

Jeg ved godt, at genbrug ikke er for alle. Det kræver, at man kan se pointen i at selve anskaffelsen af tingen er lidt mere besværlig end bare at tage en tur i det nærmeste indkøbscenter. Men for mig opvejer glæden ved at spare ressourcer og penge, klart ulempen ved at skulle lede lidt længere, og eventuelt være nødt til at udskyde et køb, indtil det rette dukker op.  Og nogle gange kræver det, at man bruger sin kreative muskel for at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, og det er garanteret sundt i det lange løb.

Generelt tror jeg, at øvelsen med at udskyde behov er sund i en tid, hvor der kommer flere og flere reklamer for hurtige lån til forbrug. Jeg har, som I nok har opdaget, et anstrengt forhold til gæld, så jeg føler ikke at jeg er i farezonen til at optage kviklån, men jeg så gerne at det blev normen, at hvis man ikke havde råd til noget, så lod man være med at købe det. Eller købte det brugt 😉

Et af de emner, som jeg ikke synes berøres nok i FIRE-bevægelsen, er emnet: “privilegie”. Særligt, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt alle kan blive økonomisk uafhængige, og svaret er: “Når jeg kan, så kan alle”, så bliver privilegie-blindheden særlig udtalt.

Når jeg har skrevet om mit ønske om at blive gældfri og med tiden måske endda helt økonomisk uafhængig, så har jeg prøvet at være ærlig om de forhold der gør, at jeg overhovedet kan sidde med disse overvejelser. Min nøjsomhed/sparsommelighed har nemlig siden jeg blev færdig med mit studie (og særlig da min kæreste også blev færdig), været et aktivt tilvalg og ikke affødt af nødvendighed. Og det prøver jeg at være helt ærlig om.

Jeg prøver også virkelig at gøre en indsats for ikke at være blind for de privilegier, der har ført os hertil, herunder:

• Familiebaggrund: Jeg er fra en familie (fordelt på to hjem), hvor det var naturligt at tage en videregående uddannelse, og mine forældre har støttet mig i denne beslutning, selvom det betød mange år med økonomisk smalkost.
• Økonomisk opdragelse: Jeg er vokset op familieforhold, hvor økonomisk sund fornuft var en del af opdragelsen. Jeg blev advaret (aka skræmmekampagne 😊) om faren ved forbrugslån, og har som barn set mine forældre købe genbrug, passe på sine ting og generelt ikke leve over evne på noget tidspunkt.
• Samliv: Jeg har boet samme med den samme kæreste i snart 20(!) år. Vi har undervejs kunne dele alle udgifter, hvilket gør det billigere at leve og da vi har formået (indtil videre 😊) at blive sammen, har vi undgået de omkostninger, der er forbundet med skilsmisse og opdeling af aktiver.
• Migselv: Jeg er hvid, heteroseksuel og rundet af middelklassen, derfor møder jeg i min hverdag markant mere goodwill og åbne døre, end hvis det ikke var tilfældet. Det er nemt at være blind overfor den medvind dette giver i livet.
• Helbred: Jeg har (7,9,13) undgået større, livsændrende sygdom, og har derfor kunne arbejde hele mit voksenliv, kun afbrudt af barslerne. Man kan naturligvis gøre visse ting for at holde sig sund, men generelt er et godt helbred et spørgsmål om held, og det er mere et lotteri end udtryk for beviste valg, om man rammes eller ej.
• Positivt sind: Bortset fra periode med teenage-sortsind, så er jeg optimistisk af natur, og ser generelt positivt på de ting, både gode og dårlige, der sker i mit liv. Det er muligt at ændre din grund-indstilling med hårdt selvudviklingsarbejde, men jeg tror på, at man er født med et sind, der kan tilte til den positive eller negative side, og at det er denne grund-indstilling man har at arbejde videre ud fra.
• Samfund: Jeg er født og opvokset i et samfund, der struktuelt og lovgivningsmæssigt er indrettet på en måde, så jeg som kvinde har kunne tage uddannelse, kunne holde barsel og fastholde arbejdet på trods af, at jeg har fået børn. Jeg har derfor ikke skulle vælge mellem børn eller karriere, men har i en vis grad (læs: i ganske lavt gear) kunne have begge dele.

Jeg har garanteret glemt en masse, men ovenstående liste er blot for at vise alle de steder, hvor jeg (og sådan nogle som mig) kan have særlig medvind i forhold til at have en sund økonomi og måske på den længere bane kunne opnå en form for økonomisk uafhængighed. Og for at vise, at svaret på, om alle kan gå samme vej, bare ikke er så nemt at svare på, som nogle privilegie-blinde FIRE-folk gerne vil have det til at være.

Når det er sagt, så vil jeg stadig mene, at de fleste vil have glæde af at få overblik over sin økonomi, og gøre det til en vane, aldrig at bruge mere end man tjener.

Tænker du over privilegie? Og hvad har jeg glemt?

God fredag derude 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.