3 In Klimasorg

Om klimasorg og circle of influence …

Jeg har efterhånden vænnet mig til at leve med den svage mislyd af klimasorg i mit hoved. Med bloggen som terapi har jeg skrevet mig igennem sorgens faser og er nu nået frem til en form for accept. Og jeg tror på, at alle de små bæredygtige skridt vi kan tage i vores eget hverdagsliv – selvom de er småbitte i det store billede – de gør en forskel, og de skaber håb og giver ro i sjælen.

Men på sådan en dag, hvor det føles som om verden brænder om ørerne på os, så tænker jeg, at det nok skal blive værre før det bliver bedre. For jo mere tydeligt det bliver, at vores nuværende levestandard er ved at ødelægge vores eget habitat, jo mere ekstreme skridt vil vi som civilisation blive tvunget til at foretaget. Men jeg tvivler ofte på, at viljen er der.Men jeg øver mig i at finde håb i handling og grønne fællesskaber, og glæder mig over, hvor hurtigt der sker en stemningsændring i samfundet nu, hvor de fleste godt kan se (pånær dem der ikke vil se), at vi er nødt til at gøre noget anderledes.

Og så prøver jeg at huske på teorien om circle of influence, som ganske simpelt går ud på, at der er ting, som er indenfor din kontrol, ting, der er indenfor din indflydelse/influence og så en hel masse ting, som er ganske udenfor din kontrol og indflydelse og som du allerhøjst kan være bekymret over. En stor del af mediebilledet hører til den sidste kategori, og jeg øver mig i at trække lidt på skulderen over de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved – og så rette fuld fokus på dem, som jeg kan.

Det er min lille hack til at bevare troen på, at det hele nok skal gå, i en lidt fucked up verden.

Hvad gør du for at bevare håbet?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Annette Laue
    23. august 2019 at 9:01

    Kære Jane
    Jeg er vild med din måde at ‘lande i det på’. Jeg er overbevist om at klimaet ikke bliver bare en lille bitte smule bedre af bekymringer. Tænk bare på mikroklimaet i fx en familie eller på en arbejdsplads. Men hvor er der meget vi KAN gøre. For os selv og for hinanden. Trække vejret og være sammen. Mærke og sætte ord på det der kommer på spil i mig/os. Skabe rum hvor det er ok at have det som man har det. Give andre lov til at have det som de har det. Reducere brugen af BURDE og BARE. De gør ikke meget andet end at styrke forkerthedsfølelsen.

    Efterhånden som vores følelsesmæssige bagage slipper er det min erfaring at behovet for ydre måder at forsøde livet på bliver mindre (læs forbrug!).

  • Reply
    Trine
    23. august 2019 at 20:26

    Jeg genkender meget af det, du skriver. Både at leve med en sorg og bekymring i hjertet (særligt fordi jeg har små børn), men også at fokusere på det, jeg kan gøre og bevare håbet og troen på det gode. For nylig meldte jeg mig for eksempel ind som naturbeskytter i Den danske naturfond, hvor man er med til at købe dansk natur op og lade den forvilde/forblive vild. Hver gang jeg planter nyt i min have og forvandler grå og grøn ‘ørken’ af grus eller græs til frodige blomstrende pletter, bliver jeg gladere. Signe Wenneberg kommer ofte med citatet: “Hvorfor blive inde, når alt håbe er ude?” Og for mig er min have og naturen generelt et af de steder, jeg finder allermest ro.
    Jeg tillader mig også at drømme om, at der kan komme noget godt ud på den anden side af det her morads. At vi kan vende tilbage til tidligere dyder, hvor man havde få, men gode ting, og hvor flere kunne blive beskæftige med at genbruge og reparere ting, så vi ikke som nu fastholdes ud i brug-og-smid-væk-tankegangen. At vi bliver bedre til at værdsætte naturen og vænner os til, at vi ikke behøver at have alt, hele tiden, men faktisk har godt af at undvære. Og jeg ser takterne derude, og jeg tror, det her kan gå stærkt. Når jeg tænker på, hvor meget jeg selv har rykket mig på kort tid, og hvor meget mere jeg er villig til og klar til at rykke mig. Jeg vælger at have håb.

  • Reply
    Julie
    24. august 2019 at 22:33

    Jeg kan også helt sikkert følge dine tanker om det. Jeg har også nøje måtte begrænse hvor meget jeg læser om det, så jeg ikke bliver helt oprevet men samtidig heller ikke bliver ligeglad, fordi det føles som uendeligt lidt jeg kan gøre. Men min måde at ‘holde modet oppe på’, er helt sikkert ved at fortælle mig selv at jeg kan gøre en forskel om nogle år, efter min uddannelse. Forhåbentligt kan man få givet klimaindsatsen et ordentligt spark. Lige nu starter jeg bare i de små 🙂

    – Julie / uncommonhouse.blog

  • Skriv et svar til Annette Laue Cancel Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.