Om sårbarhed og mod …

Jeg er ved at sende en lille bog ud i verden. Det er min første, og derfor virker det skræmmende og ukendt. På trods af, at jeg har smidt ord ud i verden via denne blog siden 2014, så føles det nyt og farligt. Der vil være nogen, der elsker bogen (håber jeg), og det er nogen, der vil hade bogen (med sikkerhed). Og det er i dette spændingsfelt vi bevæger os. Os, der skaber noget fra bunden, giver det liv og sender det ud i verden – velvidende, at “this might not work”.

Jeg har forlængst vænnet mig til kritik og mikro-shitstorme her på bloggen, for det er prisen for at mene noget lidt kontroversielt indimellem, og sige det højt. Men på bloggen kan vi have en dialog, når vi ikke er enige, og jeg kan forklare mig selv. Men bogen står helt alene, som en lille usikker toddler mod resten af verden. Men jeg øver mig i at leve efter Brene Browns kloge ord om at være i verden med sin sårbarhed og hele væsen. Så nu er det ved at være tid til at give slip, og lade bogen leve sit eget liv 🙂

Generelt så øver jeg mig i mod disse dage. I at gå nye veje, og se hvor de kan bringe mig hen. Jeg holder kaffe(the-)møder med spændende mennesker, stikker tæerne i nyt vand og prøver mig frem. Det er spændende og det er trættende, når man er sådan én, der gerne vil have en facitliste og en garanti for, at alt nok skal gå godt.

Og samtidig så går jeg og tænker over, hvad min måde at leve på egentlig hedder. For jeg er en dedikeret minimalist, ressourcenørd, klimatosse, mormorlivs-fan, optimist, privatøkonomi-entusiast, bæredygtigheds-nysgerrig, og så meget mere, som ikke passer ned i nogen kasse. Så jeg tænker og skriver og prøver mig frem. Vi er så heldige at have fire ugers sommerferie i år, og de skal gå med at finde ud af, hvad resten af 2019 skal bringe. Når modet findes frem.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.