25 In Minimalisme

Hvad skal livet være …?

Advarsel: Dagens menu står på lommefilosofi for åben skærm.

Jeg fik rodet mig ind i en diskussion i FIREdanmark-facebook-gruppen her til formiddag. Årsagen er, at der er politisk snak om at sætte afgifterne op, så det bliver dyrere at køre bil. Og jeg er fan. Jeg synes, at det skal være dyrere at gøre de ting, som forurener, det gælder også flyvning, fast fashion, kødspisning og spild af vand og mad.

Jeg tror på, at den hurtigste vej til forandring er at ramme folk på pengepungen. Men jeg er også med på, at det ikke er helt sort og hvidt, og at højere afgifter på disse ting rammer den mindre købedygtige del af befolkningen hårdest. Denne skævvridning af samfundet er netop årsagen til de gule vestes store tilslutning i Frankrig.

Modargumentet mod afgifter på kørsel kan være, at det er nemt at sidde trygt og godt, tæt på s-togslinje og aftale, at det skal være dyrere at køre i bil. Hvilket primært rammer danskere i vandkants Danmark, som så – endnu engang – føler sig trådt på. Men det er umuligt at lave god, bæredygtig, fremtidssikret politik, uden at det ramme nogen. Og det er netop problemet med at overlade forandring til politikerne – hvis de stemmer for de upopulære tiltag, som en bæredygtig forandring af samfundet kræver, så bliver de ikke valgt næste gang – fordi nogen er sure over, at de må droppe bil nummer to, eller at flyrejser bliver dyrere.

Men hvad er alternativet? At lade være med at gøre noget, fordi vi træder nogen over tæerne. Det er ikke en reel mulighed. Men hvad skal de stakkels afgiftsramte, vandkantsdanskere så gøre? Her kan livsdesign være svaret. For der er faktisk muligheder, hvis man vil ændre sin situation. Man kan flytte tættere på job, eller skifte job, og jeg vil anbefale, at man gør en af delene. Mennesker er ikke skabt til at pendle mange timer i bil hver dag. Vi valgte selv vores nuværende bolig baseret på, blandt andet jobmuligheder, så jeg har taget min egen medicin.

Det er også her, hvor FIRE-bevægelsen kan lære os noget. For hvis vi først overvejer, hvor lidt der egentlig skal til for at holde os i live, og lade os leve rare liv, så er alt andet luksus. Og med de briller på, så er det nemt at skære det overflødige fra, og lad selve livet stå mere klart. Med færre ting, mindre stress og mere ro. Og i min verden er det også okay. Jeg tror på, at det nære, langsomme, nøjsomme og mormor-agtige liv, virkelig er det gode liv.

Og når vi taler biler, så vil jeg til enhver tid hellere sidde i styrtregn på cyklen, end i en bil mens min krop stille og roligt forfalder – der er nok dér hvor mine hippie-tendenser står allerklarest. For alle, der har kortere end 10km burde cykle, og jeg kommer aldrig til at forstå, at de ikke gør det. Og at de hellere betaler med årevis af deres arbejdsliv til at holde en dyr bil kørende, fremfor at få gratis motion, mærke årstiderne skifte (= bande over vejret) og føle effektiviteten i at få det hele på een gang 🙂

Mit liv skal ikke være effektiviseret i en grad, så min sjæl ikke kan følge med. Ting må gerne tage lang tid. For det hele er jo liv, hvis vi bare gør det ordentligt og er til stede. Og jeg tror helhjertet på, at vi skal have en langsommere samfund, hvor ting må tage tid, må være ubelejlige og hvor vi alle skal skrue ned for forbrug, rejser og den evige vækst.

Nu tjekker den gamle, sure hippie ud for idag. God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

You Might Also Like

25 Comments

  • Reply
    Kirstine
    16. juni 2019 at 19:44

    Tak for et fint indlæg. Jeg vil starte med at sige at vi på det rent intellektuelle plan er ret enige. Mine følelser derimod fik aftenkaffen helt galt i halsen, hvilket jo altid er en interessant kombination. For det første er ‘bør’ bare lidt stærkt, synes jeg. Jeg prøver at fjerne ‘bør’ fra mit sprog, for jeg synes det fortrænger den sunde fornuft. For det andet er jeg nok bare misundelig fordi jeg det seneste år har bøvlet med en akut cykelfobi. Jeg tør ikke, og ja, jeg har talt med en professionel 😉 For det tredje, ja, udkantsdanskerne KAN flytte mere centralt og mange gør det, urbanisering osv. Men for mange er det en vild kraftanstrengelse at rykke roden op på den måde. Det er svært at forklare og hvad ved jeg, jeg flyttede selv da jeg var nitten (og er seksten år senere stadig i chok …).

    • Reply
      Jane
      16. juni 2019 at 20:20

      Kære du, jeg tror også, at jeg skrev efter de lidt større følelser. Normalt er jeg mere mellow, men jeg føler klima-kamp i disse dage, og hvor søren er det vi skal tage fat. Og så elsker jeg bare at cykle, og har mulighed for det, så totalt privilegie-blindhed på det punkt. Men jeg cyklede også da jeg havde 20km hver vej. That did suck! Og så håber jeg, at iværksætter-bølgen skaber jobs udenfor de store byer, hurtigere end politikerne kan, for vi skal ikke vente på dem 🙂 Kram til dine aftenkaffe-drikkende-føelser – jeg tror vi er helt på samme side 🙂

  • Reply
    Helene
    16. juni 2019 at 20:07

    Jeg er både enig og uenig med dig. For ja, selvfølgelig skal man cykle, hvor man kan…. men her, hvor jeg bor, er det reelt kun en mulighed, når det er rimelig godt vejr dvs. ikke blæser for meget eller der er sne. Årsagen er manglende cykelstier, så det bliver med livet som indsats, hvis man cykler i stærk blæst eller glat føre. Der er mellem 10 og 20 cm, hvor en cykel kan være, mens store sættevogne suser forbi med 80-90-100 km/t. Vi har kæmpet i årevis for at få cykelsti, men det er en fattig kommune, som aldrig når til at benytte sig af de puljer, som indimellem bliver lavet til cykelstier, hvor kommunen selv skal betale 50% af udgiften. Der går én (=1!) bus morgen og eftermiddag, så det er så som så med muligheden for offentlig transport. Så jeg mener, at man skulle starte et andet sted – nemlig det, som er overflødigt fx. ferieflyrejser. Hver gang ét fly letter, er det som at starte 30.000 biler… God aften fra hende, der har 10 km til arbejde, men som kun cykler om sommeren.

    • Reply
      Jane
      16. juni 2019 at 20:22

      Tak for din besked. Jeg er SÅ enig mht. flyrejser, jeg tror bare at vi skal kæmpe på alle fronter, og bilkørsel er også een af dem. Og jeg er med på, at det er svært at leve uden en bil i vandkantsDK, men hvis det er dyrere, så vælger flere familier måske blot en enkelt, hvilket også er bedre for de enkelte familiers økonomi, selvom det garanteret er ubelejligt. Vi har også selv en bil – købt kontant og kører sjældent i hverdagene – men som vi bruger til at besøge familien væk fra s-togslinjen og på kør-selv-ferier. Ingen glorier her 🙂 kh jane

  • Reply
    Mille
    16. juni 2019 at 20:26

    Interessante kommentarer; og jeg lægger mig i slipstrømmen. Om bilisme er en luksus eller ej er vi vist enige om ikke er så entydigt. Men lad os endelig få højere afgift på de reelt overflødige ting der ikke er tvivl om: vand på flaske (somme Mette Frederiksen er citeret for i dag), alkohol, slik, plastik – udbyg pantsystemet og genindfør mælkeflasker… drop parfume…
    Herhjemme er det utrolig svært at forklare den 9årige hvorfor man ikke får bøde for at smide skrald på gaden, da vi var i London talte vi 2 stykker skrald på 4 dage! Indfør bæredygtighed/miljø og økonomi på skoleskemaet i folkeskolen… og listen slutter aldrig…

    • Reply
      Jane
      16. juni 2019 at 20:29

      Enig 🙂 Så mange gode forslag, håber det lykkes at få gennemført…!

  • Reply
    Kirsten
    17. juni 2019 at 12:12

    Det er ret tydeligt at du ikke bor i “udkantsdanmark” 😉

    • Reply
      Jane
      17. juni 2019 at 12:25

      Nej ikke mere. Bevidst for at indgå pendling = livsdesign 🙂 så jeg ved faktisk godt hvad jeg går glip af, natur, ro og plads. Men det er netop pointen, alt er fravalg og tilvalg 🙂

  • Reply
    Christine
    17. juni 2019 at 13:47

    Den er svær den der med hvad folk i “vandkantsdanmark” skal gøre… For det er jo ikke alle som har mulighed for at flytte ind til byen. I mange tilfælde er det meget dyrere at bo på mindre plads i byerne og så er der jo også en del mennesker som bare ikke kan trives i trafikstøj og andet larm.
    En helt anden ting er at mange jo ikke har fast arbejde. Jeg er for eksempel selv ved at uddanne mig i et felt hvor det er reglen nærmere end undtagelsen at man har projektansættelser af nogle måneders varighed indtil man forhåbentlig er heldig at lande en fastansættelse. Og der må man jo bare leve med at skulle pendle til den landsdel hvor der nu lige er arbejde at få, for det er ikke helt holdbart at flytte hver 3. – 6. måned…

    • Reply
      Jane
      17. juni 2019 at 13:55

      Hvis jeg ville bo ude af byen, så ville jeg overveje at skifte uddannelse eller tage jobs, efter lokalemiljøet, lærer, sygeplejersker, læger, butiksansatte behøves i de fleste tilfælde ikke køre så langt. Man må også kunne arbejde markant mindre for at finansiere et hus til 1mill på lander fremfor et til 5mill i byen, og hvis man ikke bare bruger pengene på biler istedet for. Og så er vi tilbage til snakken om det gode liv 🙂 projektansættelser må betyde korte lejemål forskellige steder, pas, det har jeg ingen erfaring med.

      • Reply
        Christine
        18. juni 2019 at 20:44

        De fleste af os vælger jo uddannelse efter hvad vi synes er interessant og hvad vi er gode til. Og det harmonerer nok ikke altid med hvor man gerne vil bo henne. Problemet er nok i virkeligheden at vi er blevet for forkælede når det kommer til uddannelse og arbejde. Engang blev man jo det samme som sine forældre og kunne så passende overtage værkstedet der hvor man boede. Og engang var der så også flere muligheder i lokalområderne. De fleste arbejdspladser er jo desværre centreret på få steder.
        Pt bor min kæreste og jeg i en mindre by udenfor Aarhus hvilket egentlig fungerer okay, vi har hverken et ønske om at bo i midtbyen eller flytte ud og blive landmænd. Men efter studierne bliver det nok noget med at bosætte sig nogenlunde centralt i landet og så leje et pendlerværelse der hvor man nu skal arbejde i hverdagene 😉
        Men jeg er selv opvokset på landet, i en landsby med omkring 600 indbyggere. Der er en brugs, en skole, et museum som stort set drives af frivillige og et par selvstændige som sælger landbrugsmaskiner. Så medmindre man enten ville være lærer eller butiksansat var der ikke rigtig nogen muligheder. Men jeg kan sagtens forstå at folk gerne vil bo der med deres familier, for det er et fint område med lave huspriser og flot natur. Selvfølgelig skal folk på landet ikke have fripas til at drøne rundt i Land Rovers og skide på miljøet, men jeg synes det er for nemt at sige at så må folk bare lade være med at bo på landet. Så skal man jo til at tvinge folk til at bo bestemte steder og den går nok ikke. Jeg synes hellere at man skulle flytte nogle flere arbejdspladser ud af byerne, men det har vi jo før set udløse et ramaskrig. Det hænger heller ikke sammen når der mange steder bliver revet billige, almene boliger ned og bygget dyre luksuslejligheder i stedet for…

        Til gengæld har det at bo udenfor byen den fordel at man forbruger mindre. Jeg har i hvert fald sænket mit forbrug af tøj og lignende, for jeg gider simpelthen ikke tage bussen i 20-25 minutter bare for at shoppe 😉

  • Reply
    Lone
    17. juni 2019 at 14:57

    Jeg er enig i afgifter på benzin, mv (men jo ønskeligt på en måde, så det ikke rammer socialt skævt), men jeg synes, som flere andre skriver, at argumentationen her er privilegieblind. Det er af mange forskellige grunde ikke muligt for alle at flytte eller klare sig uden bil: omkostningstungt at flytte, dyre boliger, jobsikkerhed, netværk, børnene der skal flytte skole, sygdom, at elske at bo på landet, farlige cykelveje, skæve arbejdstider uden offentlig transport, osv. Jeg er stor fortaler for at gå forrest med gode eksempler, som du også gør. Men ikke meget for løftede pegefingre! Klimaregnskabet ser forskelligt ud for alle, og jeg mener at have læst at de mindre klimabegejstrefe i DF faktisk ofte har pæne personlige klimaregnskaber, fordi de fx holder ferie i Danmark, spiser lokale grøntsager og arver mormors møbler. Og sådan er der sikkert også nogen, der kører i bil på job hver dag, men ikke kører flere tusinde km på ski- og sommerferie sydpå, eller køber takeaway i plastic emballage. Vi må alle gøre hvad vi kan, men som du også selv nævner ofte, er det forskellige ting der har værdi for hver enkelt.

    • Reply
      Jane
      17. juni 2019 at 15:23

      Enig, vi gør alle noget forskelligt, og vi kan ikke gøre det hele. Jeg kører personligt både på ski-ferie og sommerferie i bil, hvilket du jo nok ved, som læser af bloggen 🙂 Og jeg fløj også en enkelt gang sidste år. Så der er virkelg ingen glorier her. Og du kender nok min holdning til privilegie-blindhed – http://projecthandmade.dk/2019/02/08/om-privilegie-blindhed/ – som jeg har skrevet om før – og det gælder også det faktum, at vi haft haft umådelig meget medvind i vores liv, og derfor har mulighed for at indrette vores liv, så det stemmer overens mere vores værdier og ønske om det godt liv. Lille nybygget hus = tid til børnene mens de er små, bor tæt på job = kan cykle på arbejde og lade bilen stå, lavt forbrug/køber genbrug = sparer penge og tid. Men alle disse ting er resultat af beslutninger vi har taget – til- og fravalg – og ikke blot ting, der er sket automatisk. Og det er her tanken om bevidste valg kommer ind i billedet. Det er sådan set bare det, jeg gerne vil sige 🙂

  • Reply
    Pia
    17. juni 2019 at 18:17

    Hmm… Jeg bliver så trist, når jeg hører nogen sige, at man da “bare kan flytte” efter et job.
    Du skriver at det er en prioritering, og det er sandt… for det er jo også en prioritering, at holde liv i de små landsbyer i Danmark, og ikke lade dem dø ud med tomme forfaldne huse til følge. Herude på landet er det svært at få en ganske almindelig hverdag til at fungere uden en bil (og nogle gange to), for en voksen kan nok cykle 12 km, men det er ikke let for en 5-6 årig efter en lang dag i skole/børnehave.
    Hvis en afgift skal ramme rigtigt, så SKAL den tage hensyn til den offentlige transport, for ellers bliver “landsbybeboerne” bondefanget i huse, der ikke kan sælges – og så er vi tilbage, hvor vi startede med bemærkningen om “at man jo bare kan flytte”…

    • Reply
      Jane
      17. juni 2019 at 18:35

      Hvordan man rammer rigtigt med en afgift, det ved jeg intet om, men jeg tror det bliver svært at gøre alle tilfredse. Og jeg er med på, at det ikke er “bare”, der er intet “bare” over at flytte – jeg har hadet hver eneste flytning i mit liv – har så svært ved det.

      Problemet med afgifts-snakken er, at man gør så mange krumspring for ikke at ramme nogen, at de ikke får en reel effekt. Som med børnechecken, som var et modsvar til en grøn afgift, der blev pålagt, men som ramte børnefamilier ekstra hårdt. Og nu er børnechecken blevet en så “velerhvervet” rettighed, at alle får dem – også os der betaler topskat – det giver sgu da ingen mening. Så man skal virkelig tænke sig om.

      Har du en bedre ide til en vej til grøn omstilling? Jeg er lutter ører.

      • Reply
        Pia
        18. juni 2019 at 14:49

        Jeg kan godt se en evt. Vejafgift i storbyer, hvor offentlig transport er en reel mulighed, men der skal nok billigere hybridbiler til, for at sikre en landsdækkende effekt.
        Der er allerede sket en holdningsændring vedr. brug af plastik, men der er flere kommuner, der halter langt bagud med affaldssorteringen i private hjem.
        Afgift på flyrejser er også en god ide i min optik. Jeg tror at det er Spies (?), der er begyndt at tilbyde togrejser, pga større efterspørgsel på alternativer til fly.
        Men i det store hele tror jeg at der er i skolen slaget skal slås, for når vores børn kommer hjem og forlanger en adfærdsændring, så får vi motivationen til at handle.

      • Reply
        Thomas
        18. juni 2019 at 17:31

        Hej jane. Du rammer 100% forkert med hensyn til børnechecken. Den har INTET med grønne afgifter at gøre

        Børnechecken var engang et børnefradrag, det havde man fordi man anerkendte at børn koster mange penge og man ville gerne have at danskerne fik børn… rig som fattig

        Fradraget havde dog det problem at der var nogen som ikke fik børnefradraget pga. De ikke havde nogen indkomst og pga. Manden drak sin løn op

        Derfor ændrede man børnefradraget til børnechecken..

        Alle får børnecheck fordi det IKkE er omfordeling mellem rig og fattog via skat/tilskud

        Men fordi det er omfordeling mellem dem uden børn og dem som får børn

        Og derfor skal man ikke straffe folk, selvom de er så “onde” at de betaler topskat

        • Reply
          Jane
          18. juni 2019 at 20:53

          Tak for at dele Thomas, så tog jeg fejl, hvilket hverken er først eller sidste gang 🙂 Men jeg tror nu stadig, at jeg har ret i, at det er svært at lovgive om afgifter uden at ramme lidt skævt. God aften.

  • Reply
    Helle
    17. juni 2019 at 19:49

    Hej Jane
    Det er nemt at bo i byen og bruge offentlig trafik eller cykle. Det er letkøbt af dig at sige, at det kan alle bare gøre. Der er utroligt mange steder i landet, hvor offentlig trafik kun kører sporadisk. Det er de færreste arbejdsgivere, der kan leve med at man kommer, når det passer den offentlige trafik. Personligt ville offentlig trafik lægge 2 timer til min arbejdsdag i hver ende af dagen, hvis jeg vel og mærke skulle møde ind til kl. 8 og være der til kl. 16. Og det skal man i mange normale jobs. I bil er det ½ time hver vej.
    Og så fremhæver du cyklen – der er 37 km hver vej – det ville også tage en god del tid. Og som én tidligere har nævnt, så er vi ikke alle blevet forsynet med sikre veje med cykelstier.
    Så dit forslag er nemt, når man bor i en af de større byer med god offentlig trafik – og urimeligt for alle os der bor udenfor – også selv om vi ikke bor i Vandkantsdanmark / Udkantsdanmark. For i forhold til offentlig trafik er stort set alt udenfor de store byer udkant.
    Og nøjes med en bil – tja – nu er det ikke sådan at begge parter i en familie nødvendigvis skal i samme retning endsige møde på samme tid. Så af de samme grunde som ovenfor er det ofte nødvendigt med 2 biler.
    Og at vi alle skal flytte ind til de store byer. Det er der vist ingen der reelt ønsker. Og hvad skal de virksomheder, hvor vi arbejder nu så gøre. Skal de også flytte med ? Og hvis vi alle bor i byerne, så vil priserne stige og så skal vi alle have mere i løn for at kunne bo der – eller skal vi alle bo i 1-værelses lejligheder.
    Eller flytte efter arbejdet – nu er der ofte 2 arbejdende voksne i en familie – og hvis arbejde skal man så flytte efter? Eller må man kun danne familie med nogen der arbejder i samme by / samme geografiske lokalitet.
    Så nej – det skal ikke være dyrere at køre i bil. Vi betaler i forvejen meget for “den luksus”, som du tilsyneladende ser det som.

    • Reply
      Jane
      17. juni 2019 at 20:17

      Men jeg håber til gengæld, at du nyder alle de ting, som hører med til at bo på landet – det er vel derfor du i sin tid valgte at bosætte dig der? God aften 🙂

      • Reply
        Helle
        19. juni 2019 at 9:50

        Jeg bor ikke på landet – det jeg skrev gælder for rigtigt mange af os som bor i mindre byer, uanset at det ikke er en landlig idyl eller hvad det er, du mener hører til at bo på landet.
        I min optik skal du blot betænke, at ting ikke kan løses så let, som du giver udtryk for i dit oplæg.

  • Reply
    Helle
    18. juni 2019 at 12:18

    Der havde jeg da nær fået frokosten galt i halsen…
    Bor i Vandkantsdanmark, og er ellers fuldt ud enig mht til at vi må gøre noget, det mener jeg stadig, også med bilerne, men måske er det ikke så let som du tror, at vi herude bare kan flytte! Jeg er selvstændig, arbejder hjemmefra 4 dage om ugen, men hvis jeg vil have mad på bordet, så er det altså i bil, men jeg ville gerne køre i en lille let bil, måske endda el-bil, men afgifterne gør i hvert fald omkring el-bilen at den nok ligesom ikke er en mulighed! Jeg kunne selvfølgelig flytte til byen, men mit arbejde er her, jeg ville højst sandsynligt få en depression, og ville under ingen omstændigheder trives, er det bedre for samfundet!
    Men vi er enige, prøv at starte med de store dyre biler, som jeg ser masser af når jeg endelig kommer til KBH, hvad laver de inde i byen? Vi har i øvrigt ingen bus her, ud over til og fra skole!
    Eller prøv at se på solenergi, som var en fantastisk ide, men nu ikke kan betale sig pga ændring i afgifter, og det kunne virkelig batte noget, da folk jo elsker når de kan spare/tjene penge!
    Undskyld, men jeg bliver sgu sur over igen at skulle nedgøres fordi jeg ikke har lyst til at bo i en storby!

    • Reply
      Jane
      18. juni 2019 at 13:40

      Jeg tror faktisk vi er enige, hvis du læser mit indlæg igen. Jeg tror på, at du er glad for hvor du bor, med alt det dejlige som landet giver, det håber jeg da 🙂 Men jeg tror på at skiftet mod et bedre samfund kræver ofre, og det vil ramme skævt – denne gang er det måske landfolket og næste gang sætter de ejendomsskatterne op i de store byer, og så er det os andre der rammes. God dag.

  • Reply
    Liselotte
    18. juni 2019 at 17:28

    Måske kunne man tænke sig at skatten generelt blev nedsat i udkants Danmark, samtidig med at afgifter på økonomiske miljøvenlige biler blev nedsat.
    Så kunne der ske løjer?

  • Reply
    Frida
    24. juni 2019 at 6:54

    Jeg hørte denne historie fra Zetland forleden:

    https://www.zetland.dk/historie/sekd5yZD-m8yvER3Y-47b16

    Den løsning tror jeg meget på, selvfølgelig sideløbende med andre tiltag.

    (Og jeg kan i øvrigt på det varmeste anbefale deres klimadækning)

    Jeg er efterhånden ved at blive godt træt af “jamen, jeg bliver jo nødt til”-tankegangen, og de konstante implicitte og eksplicitte bemærkninger der tyder på at mennesker tror deres liv kun kan leves på en måde. Det er jo hverken en tilfældighed, hvilken uddannelse man tager, eller hvor man bosætter sig. Forfriskende med opfordring til at træffe til- og fravalg.

  • Skriv et svar til Helle Cancel Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.