0 In DIY

DIY: Strik selv sommertop med flæsekant

Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.

Garn: En tråd cottonwool (løbelængde ca. 500m/100g) fra www.garnudsalg.dk  eller Organic Trio garn fra Hjertegarn. Strikkefasthed: 22 masker og 28 pinde pr. 10 cm x 10 cm i glatstrik. Størrelser/mål(overvidde): S/M (80 cm), M/L (98 cm), L/XL (118 cm). Pinde: Rundpinde nr. 2,5 og 3. Garnforbrug (cirka): 200 g (300 g) 400 g.

Blusen strikkes oppefra og ned, og rundt på rundpind. Det anbefales at læse hele opskriften før start.

Beskrivelse af udtagningerne: ”1 ret ud” betyder, at du skal strikke to masker i én maske, ved først at strikke en retmaske, uden at tage masken af pinden, og bagefter strikke en retmaske bagfra (drejet) i samme maske.

Fremgangsmåde

Slå 140 (148) 156 masker op på rundpind nr. 2,5, saml maskerne og strik de første otte omgange rundt i rib (en ret/en vrang).

Næste omgang strikkes vrang hele vejen rundt.

Skift til rundpind nr. 3.

Herefter strikkes glatstrik (kun retmasker) rundt på pinden, medmindre opskriften angiver andet.

*På næste omgang udvides ved at strikke hver fjerde maske ”1 ret ud”, så der er 175 (185) 195 masker i alt på pinden.

Strik fem omgange uden at tage ud.*

*-* gentages 2 (3) 4 gange mere. For hver gang skal der være én maske mere imellem udtagningerne, således at der tages ud på hver femte, sjette maske osv.

Når alle udvidelserne er overstået, er der 245 (296) 351 masker i alt på pinden.

Strik videre indtil arbejdet måler cirka 18 cm (20 cm) 23 cm.

Herefter deles arbejdet i masker til ærmer og masker til krop: Luk 45 (50) 55 masker løst af, strik 77 (98) 120 masker, luk 45 (50) 55 masker løst af, og strik de sidste 78 (98) 121 masker.

På næste omgang slås 10 nye masker op under hver arm.

Herefter er der 175 (216) 261 masker i alt til kroppen.

Strik videre indtil arbejdet måler cirka 40 cm (45 cm) 50 cm, målt fra under ærmet.

På næste omgang tages 1 (2) 1 maske(-r) ind, så der bliver et lige antal masker til ribkanten.

Skift til rundpind nr. 2,5, og strik de sidste otte omgange i rib (en ret/en vrang), og luk maskerne løst af. 

Kraven: Saml 140 (148) 156 masker op i vrangmaskerne lige under ribkanten, med rundpind nr. 3.

På første omgang udvides ved at strikke hver eneste maske ”1 ret ud”, så der er 280 (296) 312 masker i alt på pinden.

Strik glatstrik (kun retmasker) indtil arbejdet (målt fra ribkanten) måler cirka 15 cm (18 cm) 20 cm.

Næste omgang strikkes vrang hele vejen rundt, og herefter lukkes maskerne løst af.

Tip. Hvis du vil have blusen til at sidde bedre fast over skuldrene, kan der placeres en elastik i den øverste kant. Dette gøres ved at strikke den øverste ribkant fem-seks cm lang, alt efter elastikkens bredde, herefter bukkes kanten indad, og der sys en løbegang til elastikken.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.