Vaner

Om at rekalibrere sit fokus

Meget apropos mit skriv igår, så prøver jeg at være bevidst omkring, hvor jeg retter mit fokus i disse dage. Jeg prøver ihærdigt dels at få skrevet bogen færdig og dels at få fyldt den med alt hvad jeg ved om minimalisme. Og samtidig vil jeg så gerne kunne fortælle overbevisende om at det gode, som ligger den på anden side af den helt store oprydning af ting og tanker.

Men hvis jeg skal være helt ærligt, så finder jeg mindre glæde ved at skrive bogen end forventet. Hvilket kan overraske, når man tænker på, hvor meget jeg elsker at tale om minimalisme, og særligt når jeg kan tale både om strik og minimalisme på én gang. Og de få gange jeg har haft glæden af at holde foredrag om samme emne. Men det er en helt anden følelse at sidde alene foran skærmen og taste løs, men jeg knokler mig igennem på tanken om at få bogen ud til nogen, som jeg ikke når til via bloggen her, og som også trænger til færre ting og mindre rod i deres liv 🙂

Og jeg har opdaget en ting. Når jeg sætter mig til skærmen for at skrive, så går en stor del af tiden med overspringshandlinger og quick checks, som Cal Newport ville kalde dem, og jeg skal næsten trække sætningerne ud af min hjerne.

Jeg har længe godt vidst, at mit fokus var blevet skadet af flere år med sociale medier og små konstante input i løbet af dagen. Det er netop årsagen til de mange indlæg om mobil-detox her på kanalen. Men sandheden er, at det ikke hjælper kun at skrive om problemet og jeg er altid faldet tilbage til konstant at have telefonen tæt på mig, og tjekke om der var sket “noget-nyt” indenfor de sidste fem minutter. Spoiler-alert: Det er der sjældent.

Så jeg har brugt påsken som anledning til at få skrevet telefonen ud af min hverdag. Siden fredag har jeg holdt x+12 helt uden undtagelser, så ingen små dopamin-kicks i løbet af dagen og ingen podcasts til at dulme min kedsomhed. Og det er skrækkeligt. Det føles som en reel detox, og som en lille sorg at måtte opgive min sædvanlige følgesvend. Men det føles også godt, og vigtigt, og så ufatteligt meget first-world-problems, at det næsten er ulækkert.

Jeg får læst en masse og strikket endnu mere, og er vist i ret dårligt humør, hvilket jeg ville ønske ikke var sandheden, men there you go. Så hvor længe tror du det tager at detoxe ægte? Det er mere end tre dage kan jeg godt fortælle. Suk.

God påske derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.