5 In Minimalisme

Ugens vaneskift

Jeg har altid haft det lidt stramt med nytårsfortsæt, for hvorfor vente helt til første januar med at ændre noget, hvorfor ikke “bare” gå igang nu? Men på den anden side, så gav mine nytårsforsæt i 2014 startskuddet til en masse gode forandringer i mit liv. Og også denne blog, så jeg kan nok ikke afskrive fænomenet helt. Men fremfor at vente til januar, så har jeg valgt at indføre en ny kategori her på kanalen, nemlig ugens vaneskift, hvor jeg giver en ny vane en uge til at vise om den er noget værd.

Jeg læser meget om vaner for tiden, som en måde at tage minimalismen skridtet videre, og skille mig af med de ubevidste vaner, som skaber “rod” i mit liv. Og så vidt jeg kan læse mig til, så er hjernen dygtig til at effektivisere energi, så handlinger som vi gentager ofte, vil hjernen gerne gøre til en vane, så vi kan udføre den automatisk – uden at tænke. Hvilket jeg tænker må betyde, at det er muligt at “overskrive” en gammel vane, ved at gentage den nye tilpas mange gange, indtil hjernen lader den nye vane være den automatiske handling.

Så nu er planen at teste nye vaner – een ad gangen – og så kæmpe kampen for at få dem som giver mening for mig, til at sidde fast på harddisken. Det er forsøget værd. Første uges test er allerede overstået, og det var en gammel traver, nemlig mit had/kærlighedsforhold til sukker. En uges sukkerstop bekræftede mig kun i (igen-igen), at det er bedre for mig, når jeg spiser sukker i meget begrænsede mængder. Så nu er den vane accepteret ind i hall of fame, og nu skal den bare sidde fast 🙂 Eller noget.

Næste uges vaneskift er det konstante dimseri med telefonen. Nu vil jeg se, hvad en uge med max 30 minutters tid på telefonen kan gøre for min følelse af, at tiden forsvinder fra mig. Mon ikke der er en vis sammenhæng 🙂 Har du nogle vaner, som gerne måtte skride i svinget?

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

You Might Also Like

5 Comments

  • Reply
    Katrine
    21. oktober 2018 at 20:10

    Spændende udfordring og mega godt initiativ! Det vil jeg glæde mig til at følge med i! Næste uges vane med fokus på brug af og dimseri med telefonen har særlig interesse – den vane må helt klart gerne skride i svinget hos mig😊 Men jeg vil også glæde mig til at følge dine andre nye og gamle vaner, for jeg tænker at en stor del af problemet med vaner er vores ubevidsthed omkring deres eksistens netop fordi de pr definition sker pr automatik – i hvertfald i mange tilfælde. Så identifikationen af dem er første vigtige skridt i overhovedet at kunne ændre dem, og der kan dine indlæg (endnu engang) være kilde til inspiration! Så megamange hep herfra💪

  • Reply
    Jane
    21. oktober 2018 at 20:28

    Mange tak, dejligt at du gider læse med – en anden måde at ændre vaner er netop at sige det højt, så bliver man nemmere holdt til ilden 🙂 Så tak for dig!

  • Reply
    Elizabeth
    21. oktober 2018 at 21:13

    Ih, vaner er også noget der interesserer mig meget. Har du mon læst Charles Duhiggs bøger? Jeg kan også anbefale Better Than Before af Gretchen Rubin, hun har mange, gode strategier til at ændre vaner.

    Desværre er jeg bedre til at læse om vaneændringer end til at gøre noget ved det. Fx lægge tøjet i kurven i stedet for på gulvet når jeg skifter tøj. For tiden er jeg meget optaget af, hvordan man kan indrette sig så det kan støtte eller drive ens gode vaner. Særligt i forhold til oprydning… så det er noget med knager i stedet for bøjler i entréen, medicinen ved siden af tandbørsten så vi husker det, frugtskålen på spisebordet i stedet for i køleskabet, så man bliver fristet til at få spist mere af det.

    Så stille og roligt synes jeg, det går den rigtige vej, omend det ikke er helt så hurtigt som jeg ville ønske det.

  • Reply
    Rikke
    22. oktober 2018 at 13:09

    God idé. Jeg har også haft det med telefonen, og lige præcis det der med at det bare er en dimse ting, når jeg ikke lige ved hvad jeg ellers skal lave. Hvorfor mon jeg mangler fokus? 😉 Ved vaneskift har det fungeret godt for mig at have fokus på, hvad jeg i stedet vil, i stedet for på hvad jeg ikke må.

  • Reply
    Lene
    12. november 2018 at 13:41

    Jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor svært det er at lægge telefonen fra sig. Jeg overvejede en kold tyrker, men der er blogs, som jeg helst ikke giver helt afkald på, bl.a. din 🙂 Så nu vil jeg indføre en regel om, at jeg kun må checke een blog om dagen. Jeg kan godt spare op, så hvis jeg en dag slet ikke er på nettet, må jeg gerne checke to blogs dagen efter. Det motiverer til lige at tænke en ekstra gang over, om det er lige nu, jeg vil bruge en ration blog-læsning.

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.