Minimalisme

En udfordrende udfordring

Syv dage inde i min udfordring er jeg allerede så småt løbet ind i problemer. Jeg kan fint skille mig af med en masse ting, og det føles rart at få givet væk og solgt videre. Men jeg kan ikke rigtigt arbejde med grænsen på tre ting pr. dag, da jeg ender med at finde een ting den ene dag, og ti ting den næste. Jeg har valgt at give mig selv frie hænder, og blot “kræve”, at jeg får sendt een ting videre hver dag. På den måde holder jeg fokus på at få ryddet op i skuffer og skabe, uden at føle, at jeg skal gå og gemme på ting når jeg har nået tre-tings-grænsen for dagen.

Men bortset fra det lille issue, så kan jeg mærke, at det gør noget godt for mig at få kigget dybt i skufferne og få fjernet de ting, som vi ikke bruger mere. På den sidste uge er følgende ting sendt videre:

  • En del tøj, som mindstebarnet er vokset ud af (genbrug).
  • En skjorte og en silkebluse, som er slidt op (stofgenbrug).
  • Babybolde og to kurve til legetøj (til en nabo).
  • Tre små strikkehæfter, som jeg aldrig kiggede i, da jeg sjældent strikker efter opskrift (genbrug).
  • Hjemmestrikket sweater (solgt her).
  • Et lille hjemmestrikket hue og vantesæt (barselsgave).
  • Trenchcoat (solgt).

Og der er masser af skuffer og skabe at kigge igennem, så jeg kan fint blive ved længe endnu. Da jeg startede min decluttering-proces for snart mange år siden, havde jeg en ide om, at jeg ville blive færdig på et tidspunkt. Men realiteten er, at det kræver en løbende indsats at holde huset fri fra overflødige ting, dimser og rod. Men vi er virkelig nået et helt andet sted hen nu, end da vi havde en kælder og et loftsrum fyldt med … ja … hvad var der egentlig der. Her i vores lille rækkehus, er der er begrænset med opbevaring, hvilket tvinger os til jævnligt at rydde ud i vores ting, hvilket passer mig så fint 🙂

Et andet sted, hvor der kun er begrænset plads er i vores lillebitte fryser, som jeg før har skrevet om. Selvom vi går (meget) op i ikke at spilde mad og konstant gemmer vores rester, så tvinger den lille fryserplads os til at spise dem hurtigt igen. Det forhindrer, at der sker udsat madspild, som er et udtryk for når man gemmer mad i fryseren i 3-12 måneder, og så ender med at smide den ud alligevel fordi man har glemt den 🙂

Er du også i gang med en lille januar-oprydning, så kom eventuelt med her og del dine erfaringer.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Relateret indhold

7 kommentarer

  • Besvar
    Mette WK
    4. januar 2018 at 9:21

    Jeg er faktisk ved at rydde ud i vores fryser. Det er helt klart en ulempe at have for meget fryserplads. Man ender bare med at gemme en masse ting derude og glemme dem igen. Men nu SKAL det spises, for vi skal flytte og fryseren skal med. Og den skal flyttes uden mad i, naturligvis, haha. Så jeg får spist en masse lækker mad uden at bruge tid eller penge på at handle. I går stod den på suppe til frokost, og i dag skal jeg have pølsehorn til frokost og rester af frikadeller til aften. Herligt 🙂 For fremtiden vil jeg forsøge at spise fryseren mindst én gang om året 🙂

  • Besvar
    Sabine
    4. januar 2018 at 12:11

    Hej Jane,
    Jeg har et spørgsmål, som ikke helt høre til i forhold til kommentar på dette oplæg, men håber det går 
    Du skriver meget om at spare, tænke i genbrug, bedre vaner osv. ALTID dejlig læsning 
    Jeg tænker bare, hvad gør du når du skal hygge og nyde?
    Jeg uddyber lige lidt  Jeg står selv i en situation med mand og min lille søn på knap to år. Vi bor til leje i en lille lejlighed, som vi elsker, men må erkende, at vi er ved at vokse ud af. Vi skal derfor spare op til hus, hvilket er MANGE penge til opsparing hver måned. Vi er ikke højt lønnet, vist meget almindelig gennemsnit, så vi mangler ikke noget.
    Min indgangsvinkel er dog, at jeg ved, at vi skal spare op for at kan købe hus, hvilket er drømmen. Men hvordan nyder man processen og vejen derhen. Jeg kan godt få følelsen af,at det ”bare” er hårdt arbejde, og jeg ikke kan gøre noget godt og sjovt, fordi det koster mange penge.
    Synes hele tiden, at der kommer udgifter, som bare er almindelig dagligdags nødvendigheder, eks. tandlæge, noget går i stykker osv.
    Hvad gør du rent lavpraktisk for at nyde i en ”sparsom” hverdag, hvad enten det er sparsomt fordi det er et aktivt valg eller en nødvendighed?
    Hvad gør du for at forkæle dig selv og føle dig godt tilpas og få små åndehuler for dig selv? Som økonomisk bevidst mor til småbørn  Jeg tænker, personlig pleje, skønheds behandlinger, frisør, produkter til krop/hår, mad/drikke, blade, caféture, biograf, ferier osv.
    Håber, at min lange besked giver mening  Altså; en opskrift på at huske at hygge, i perioden, hvor man sparer og tænker over sit forbrug.

    • Besvar
      Jane
      5. januar 2018 at 20:35

      Præcis, det er også det jeg tænker. Vi har nu aldrig haft mere fryserplads, men selv i vores lille to-skuffede fryser kunne tingene godt “blive væk” før i tiden 🙂

    • Besvar
      Jane
      5. januar 2018 at 20:37

      Hej Sabine. Det er et supergodt spørgsmål – jeg har ret meget på hjerte om dette emne – så jeg skriver et indlæg næste uge, hvor jeg kan uddybe mere. Kh Jane

      • Besvar
        Sidsel
        9. januar 2018 at 15:27

        Spændende, det vil jeg også glæde mig til at læse mere om. Ikke at jeg er småbørnsmor, men jeg er i den grad lavtlønnet, og vil gerne spare op til nogle gode rejser med min kæreste (som tjener mere..), og så er det bare altid dejligt med inspiration til billige/gratis glæder.
        Og så vil jeg også lige sige, at det er så fedt at læse at det også for dig er en ongoing proces med decluttering. Jeg har faktisk været på nippet til at blive “stresset” over ikke at komme i bund/blive færdig med det… Jeg er ved at finde ro ved tanken om at det netop er en proces, en værdi, et mindset, et fokusområde, en interesse – altså noget jeg bærer med mig, og ikke et projekt der lige skal klares på en weekend 🙂

  • Besvar
    ida
    4. januar 2018 at 20:10

    Hvor sælger du fx sådan noget som en trenchcoat? Jeg har nogle næsten nye ting, som jeg gerne vil sælge, men jeg synes det virker så besværligt. Og så er jeg lidt fristet til bare at afkevere det i Røde Kors eller give det væk. Men hvis der nu gemmer sig et par hundrede kroner eller mere, så kunne det være fedt at få det solgt…

    • Besvar
      Jane
      5. januar 2018 at 20:36

      Hej Ida. Jeg solgte den på den lokale køb-salg-bytte side på facebook, men har også haft held på den blå avis og reshopper. Og jeg kan også sagtens finde på, bare at sende tingene til genbrug, nogen gange er tiden vigtigere end de få hundrede kroner.

    Skriv en kommentar