Bæredygtige hverdagsvaner

Tanker om at ændre vaner

Jeg har tænkt (og skrevet) en del om at ændre vaner her på det sidste, hvilket naturligvis skyldes mit eget ønske om at ændre på nogle ting i min egen hverdag. Jeg har en del uhensigtsmæssige vaner og handlemønstre, som jeg gerne vil ændre, så jeg har kastet mig over den lidt tungere litteratur om, hvad en vane egentlig er, og hvorfor de kan være så svære at bryde. Jeg kommer med et par boganbefalinger senere, men for nu vil jeg bare dele min erfaring med den praktiske del af mit vane-projekt.

Som jeg skrev om her, så kæmper jeg for at få skabt en bedre morgen for mig selv, ved at droppe snooze-knappen, og “bare” stå op med det samme. Og den overraskende udvikling er, at jeg har holdt den nye vane hver-eneste-dag, det er så atypisk mig, at det også overrasker mig selv. En forandring fra, at jeg snoozede vækkeuret to-tre gange hver morgen til, at jeg står op med det samme, når vækkeuret ringer, og (noget søvndrukkent) går i gang med dagen.

Se på de fysiske omgivelser

Jeg tror, at min nye morgen-vane hænger så godt fast, fordi jeg har indrettet mine fysiske omgivelser, så det er nemt at følge de nye handlemønstre. Og det går ganske simpelt ud på, at jeg lægger min telefon, som også er mit vækketur, tre meter væk fra min seng. Den simple forandring, fra før, hvor den lå lige ved siden af sengen, har gjort hele forskellen.

Nu kigger jeg  ikke længere på skærmen som det sidste om aftenen. Og ja, det gjorde jeg HVER aften. Nu læser jeg, eller lægger mig direkte til at sove. Det holdt mig kunstigt frisk at kigge på skærmen før sengetid, og jeg endte altid med at ligge lidt for længe, og zappe rundt på ligegyldige sociale medier. Lyder det bekendt?

Forstå dit “hvorfor”

Samtidig er jeg virkelig motiveret lige nu til at ændre min morgen til det bedre. Jeg har følt mig som en super-dårlig voksen, når “aften-jeg” ikke kunne styre “”morgen-jeg, og det er lidt ufedt at starte dagen med at være sur på sig selv. Nu er jeg stolt hver morgen, hvor jeg kravler ud fra den varme dyne og går igang med dagen med det samme. (Oversat betyder det, at jeg slæber mig ud i bad eller kravler i mit cykletøj meget langsomt og med småbitte øjne – men jeg går igang med det samme. Det behøves ikke være kønt, bare det virker).

Timing kan være vigtig

Til sidst, så handler det nok også lidt om timing. Det er lidt nemmere at komme op og igang i denne tid, hvor det er lyst selv i mit tilfælde, hvor vækkeuret ringer klokken seks om morgenen. Jeg håber, at vanen har sat sig rigtigt godt fast når vi når til vinter, så jeg kan modstå kampen mellem den varme dyne og den kolde og mørke morgenluft.

Dog tror jeg ikke, at man skal lade spørgsmålet om timing styre sine handlinger alt for meget, for så kunne det være nemt at aftale med sig selv, at det aldrig er god timing at starte en ny vane 🙂

Giver det mening?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Grethe
    29. august 2017 at 8:35

    Åh, hvor jeg kender det der med de mørke, mørke morgener, hvor øjnene ligesom bare ikke VIL åbne sig… Sidste år købte vi derfor et ‘wake-up-light’ – sådan et vækkeur, der langsomt tænder lyset fra ½ time før det ringer. Det virker altså! Jeg kan kun anbefale det.
    Og tak for tanker om vaner.
    Kh Grethe

    • Besvar
      Jane
      30. august 2017 at 20:02

      Tak for dine søde ord – og sikke en god ide – og fedt at det virker for jer. Her vækker vi drengene med at tænde for musik på deres værelser, og så vågner de stille og roligt. Pt foretrækker den lille Metallica, så måske ikke så stille og roligt 🙂

    Skriv en kommentar