Genbrug mingarderobe

“Nyt” i garderoben

Jeg havde min (stakkels) mindste dreng med en tur forbi den lokale genbrugsbutik, i jagten efter en herreskjorte til at sy om til en sommertop. Og netop denne dag viste sig at være een af dem, hvor jeg fandt mindst 15 ting, der skulle prøves (til hans udelte misfornøjelse). Men jeg fandt en fin sommerkjole, der er meget anderledes end hvad jeg ellers går med, men som jeg helt tydelig kunne mærke, at jeg måtte have med hjem.

Når jeg genbrugsshopper kan jeg få lyst til at købe alt muligt med hjem, særligt hvis det er meget billigt, men jeg ønsker ikke at fylde skabet med tilfældigt tøj. Og jeg har heldigvis fundet lakmustesten for, hvornår jeg har fundet et potentielt nyt stykke yndlingstøj.

Hvis jeg med det samme får tanken, at det skal vaskes og på med det samme, så er det gode chancer for, at det bliver et hit. Men hvis mit tankesæt nærmere er … denne kunne være god at have når/hvis/en dag… så ender det med at blive hængende i skabet, og blive sendt tilbage til genbrug ved næste oprydning. Heldigvis kender jeg efterhånden mig selv så godt, at jeg kan finde ud af at lade den sidstnævnte kategori af tøj hænge i butikken.

Kjolen havde dog en enkelt syning, der var gået op, hvilket jeg først opdagede, da jeg fik kjolen på dagen efter. Men det tog max fem minutter at ordne – på vej afsted i bilen 🙂 Det er prisen for at købe genbrug, til tider er der en enkelt syning, der er gået op, eller en knap der skal syes fast eller erstattes. Min tanke er til tider, at den oprindelige ejer ikke har fået taget sig sammen, og fandt det nemmere at sende tøjet til genbrug. Hvilket klart taler for at lære at lave småreparationer af tøj. Men det kan jo også være, at tøjet ikke længere var yndlings, og netop derfor ikke blev repareret, og så skal jeg jo bare være glad for, at det fandt hjem til mig 🙂

Jeg kan virkelig anbefale at bruge genbrugsshopping, som en måde at prøve tøj i en anden stil end hvad du ellers bruger. Det koster sjældent alverden at købe tøjet med hjem, miljøet spares, da tøjet allerede eksisterer, og hvis det ikke bliver et hit kan du blot sende tøjet til genbrug igen.

Jeg spår dog kjolen her en skæbne som yndlingstøj, da den er det eneste, som jeg har lyst til at have på i disse dage 🙂

Hvad er dit yndlingstøj denne sommer?

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Malin
    26. juli 2017 at 21:46

    Den er virkelig fin til dig, den kjole! Mit sidste fynd fandt jeg i lørdags på et loppemarket i Sverige – en sommerkjole til 10 Sek. Den var som ny og den skal lige vaskes så er den klar til brug 🙂

    • Besvar
      Jane
      28. juli 2017 at 19:59

      Tusind tak. Og tillykke med dit eget fund – genbrugsguld er altså tit de ting som jeg bliver allergladest for 🙂

  • Besvar
    Anne Marie
    30. juli 2017 at 19:18

    Hvor genbrugsshopper du? Jeg synes ikke, der er så meget tøj til min alder (40 år) i min lokale genbrugshop.

    • Besvar
      Jane
      2. august 2017 at 18:51

      Jeg genbrugsshopper i tre butikker, der ligger omkring Nordre Frihavnsgade på Østerbro, en der ligger på hovedgaden i Måløv og en der ligger ved siden af genbrugsstationen i Smørum. Det er de steder, hvor jeg har købt alt mit genbrugstøj. Jeg er næsten samme alder som du, men har stor glæde af at kunne sy, så jeg kan sy de fleste ting om så de passer til min egen stil 🙂

    Skriv en kommentar