Klimasorg

Klimasorg #accept

Jeg skylder vist efterhånden en afslutning på min noget langtrukne følgeton om klimasorg, og som et ægte eventyr (eller noget), så ender det godt. Eller det vil sige – det ender ihvertfald – og jeg kan gå tilbage til at skrive mine vanlige indlæg om tøj, madspild, privatøkonomi, minimalisme osv 🙂

I bagklogskabens lys har jeg konkluderet, at jeg endelig er nået til den sidste fase af sorgbehandlingen. Og midt i min sorg over alt det vi som menneskehed har mistet/smidt væk/spildt ved at lade stå til, da vi opdagede, hvad udledningen af co2 gjorde ved klodens evne til at opretholde vores eget liv, er jeg endelig nået til en form for accept af tingenes tilstand. Denne accept har gjort, at disse dages nyheder om isbjerge på størrelse med amerikanske stater, der løsriver sig fra Antarktis, nye varmerekorder, flygtningestrømme fremprovokeret af krige kæmpet over knappe ressourcer osvosv, ikke skræmmer livet af mig, som de gjorde for 1½ år siden, men jeg har accepteret, at dette er “the new normal”.

Og helt ærligt, så ville jeg ønske, at vi alle kunne bevæge os hurtigt igennem accepten af realiteterne – og gå direkte til kamp mod den jagt på profit, vækst og forbrugerisme, som står i vejen for, at vi finder en smartere vej til at leve på vores klode uden at ødelægge det for os selv og for alle fremtidige generationer.

Min accept er desværre ikke krydret med store forventninger til, at vi som race står sammen og (i sidste øjeblik) vender udviklingen og afværger effekterne af klimaforandringerne. Derimod tror jeg, at vi har retning direkte mod afgrunden. Og for at vende tilbage til et tidligere indlæg, så tror jeg ikke længere, at de små ændringer af vores daglige levevis reelt gør en forskel i forhold til, at der ikke er politisk vilje til at foretage forandringer af vores samfund, som kunne gøre en reel forskel. Og helt ærligt, så tror jeg, at vi er alt for sent ude til at forhindre virkelig alvorlige klimaforandringer – de vil formodentlig blive en realitet både for os selv – og for vores børn. Vores egen grådighed og manglede evne til at se det store billede, har sat nogle bevægelser igang, som vi ikke har mulighed for at stoppe.

MEN jeg har også erkendt, at selvom egne mine grønne hverdagsvaner, såsom at dyrke min egen salat og krydderurter, kompostere, basere min egen og drengenes garderobe på genbrug, undgå flyvning, minimere madspild osvosv, ikke gør den store forskel på verdensplan, så gør det en kæmpe forskel for min egen sjæl og på min måde at være tilstede i verden på. Jeg forsøger med alle midler at være en del af løsningen fremfor en del af problemet.

Og jeg forsøger via denne blog at hjernevaske så mange af jer andre som muligt til at følge mig og finde jeres egen måde at gøre så lidt miljømæssig skade som muligt, og endda have et rigtig godt liv – ikke på trods heraf – men på grund heraf 🙂

Hvad tænker I? Ser jeg for negativt på tingene? Og hvad er næste skridt herfra?

 

 

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Johanne
    23. juli 2017 at 6:12

    Tak for meget tænksom føljeton.
    Jeg tror egentlig at vi er meget ens i vores outlook – jeg siger altid at det skal blive meget værre, før nogen gør noget stort og bedre…
    Men min egen motivation kommer (lyder det til) fra samme sted som din; at være på den rette side af historien…

    • Besvar
      Jane
      23. juli 2017 at 20:09

      Selv tak 🙂 Og helt enig, det skal nok desværre blive meget værre før det bliver bedre. Men jeg trøster mig ved, at der er på det sidste er kommet meget mere fokus på menneskeskabte klimaforandringer, og så føler jeg mig i det mindste ikke så alene med min viden. God aften til dig søde Johanne.

  • Besvar
    Grethe
    23. juli 2017 at 7:00

    Jeg ser det også ligesom du. Og håber, at de ringe, det skaber i vandet i min omgangskreds kan sætte noget i gang. Måske endda slå igennem på politisk plan via stemmeboksen. Håber jeg.
    Tak for en god og tankevækkende føljeton og blog i det hele taget.
    Kh Grethe

    • Besvar
      Jane
      23. juli 2017 at 20:10

      Kære Grethe. Tak for dine søde ord – jeg håber virkelig også at små handlinger kan sætte gang i større ting 🙂 Kh Jane

    Skriv en kommentar