Frugal Friday Madspild

Frugal Friday – ugens madplan

En af de bedste måder, som vores familie sparer penge på, til at bruge på sushi og på at betale banklånet af hurtigere end normalt, er ved at have elimineret det meste af vores madspild. Madspild er et emne, som jeg har skrevet om før, men jeg tror ikke, at jeg før har beskrevet helt i detaljen, hvordan en uge kan se ud i vores familie, så her er en oversigt over, hvad vi har spist til aftensmad denne uge.

Denne uge var lidt særlig, fordi vi havde en del rester til overs fra fødselsdags-fejringerne i weekenden.

  • Mandag: Rester: Pizza fra lørdag, salat fra søndag og pølsehorn, som min søde mor havde med til os søndag.
  • Tirsdag: Rester: Biksemad lavet af grillpølser fra søndag. Løg, kartofler og æg til spejlæg havde vi allerede i køleskabet.
  • Onsdag: Tomatsuppe lavet af løg, tomater, en rest kogte kartofler fra tirsdag og suppehorn fra skabet. Alle ingredienser havde vi allerede. Til suppen fik vi brød fra fryseren med smør.
  • Torsdag: Boller i karry. Rester fra kantinen på min kærestes arbejde, og ris fra køkkenskabet. Vi fik grønne bønner til, som vi allerede havde i fryseren.
  • Fredag: Planen for i aften er rugbrød, da kæresten havde et helt rugbrød med hjem fra arbejde igår, og diverse pålæg, som er tilovers fra ugens madpakkesmøring. Madderne bliver pyntet med avocado, der blev til overs fra indkøb til salat i weekenden, og frisk basilikum. Desserten er honningmelon (også en rest fra sidste weekends indkøb :)).

Dette betyder, at vi kun har handlet mælk, havregryn og müsli til morgenmad, og frugt og pålæg til drengenes madpakker denne uge. Dermed har vi både sparet tid og penge – og jeg får en vis del sjælefred ud af at vide, at jeg ikke har smidt mad ud, men istedet har arbejdet med det, som allerede var i mit køleskab og køkkenskabe.

-o-

Billedet ovenfor er taget i sommers, hvor vi passede genboens have, da de var på ferie. Salaten og radisserne er  frisktplukket fra deres have. Det har inspireret mig til at få højbede sat op i år, så vi også kan hente frisk grønt, lige udenfor døren. Min dygtige storebror er vvs’er og har lavet de flotteste kasser i galvaniseret jern. Jeg viser et billede, når de er sat ordentlig op 🙂

Det er min plan at så salat, radisser, spinat og jordbær, og jeg er vildt spændt på om jeg kan få det til at vokse. Jeg drømmer også om  et minidrivhus, og 2-3 høns, men der er nok grænser for, hvor meget vi kan få plads til i vores lille rækkehushave 🙂

God weekend derude.

Relateret indhold

11 kommentarer

  • Besvar
    Anne
    29. april 2017 at 10:39

    Inspirerende at se hvor simpelt, det kan gøres med sådan en madplan. Det ser jo både billigt, hurtigt, sundt og børnevenligt ud.
    Vi får stort set noget med kartofler hver dag, da kartofler er min 10årige datters livret….

    • Besvar
      Jane
      29. april 2017 at 14:08

      Mange tak 🙂 kartofler er iøvrigt fantastiske på den måde, at de aldrig kan indgå i maden dagen efter som en del af biksemad, suppe, salat, kartoffelmadder, kartoffelfrikadeller osv. 🙂

      • Besvar
        Anne
        30. april 2017 at 10:57

        Hæ hæ, min datters livret er faktisk brasede kartofler, så når vi skal have noget rigtigt lækkert, som regel om fredagen, bliver det ofte brasede kartofler med syltede rødbeder (og spejlæg og feks en kødrest til mig). Det er rørende billigt 😂

        • Besvar
          Jane
          30. april 2017 at 12:34

          Lækkert. Jeg er selv ret vild med biksemad med spejlæg og grønne bønner. Både fordi det er et næsten gratis måltid og er en perfekt anti-madspildsret, men også fordi det er tilpas “snasket” til min smag 🙂

  • Besvar
    Hope
    30. april 2017 at 10:09

    Mere af dette tak😄 rigtig madplan, hvor man får brugt sine rester og bruger op😄

    • Besvar
      Jane
      30. april 2017 at 12:33

      Hej Rikke. Tak for din besked. Vil du uddybe hvad du gerne vil have mere af? Indlæg om madspild eller en beskrivelse af de madplaner vi laver hver uge? kh

      • Besvar
        Hope
        23. juli 2017 at 9:04

        Fik set at jeg aldrig fik svaret dig😄
        Men begge dele. Skønt med en ‘virkelig’ madplan, hvor man får brugt tingene op og ikke bare lave ny ting hver dag

        • Besvar
          Jane
          23. juli 2017 at 20:10

          Mange tak – det vil jeg tænke nærmere over hvordan jeg kan opfylde 🙂

  • Besvar
    Moderne Husførelse
    2. maj 2017 at 9:26

    Yes! så fedt at se en madplan der fungerer.
    Jeg følger med i en del folks madplaner, men mange er fra USA og spiser ting, vi på ingen måder gør eller er veganere. Vi spiser ca 50-50 vegetarisk og med kød og det passer os rigtig godt (selvom jeg nok godt kunne spise endnu mindre kød).
    Jeg vil rigtig gerne se madplaner fra dig løbende, det ville være en stor hjælp.

  • Besvar
    Anne Louise Broen
    2. maj 2017 at 10:25

    Jeg er vild med at du/din autokorrektur har skrevet ‘genbrugen’ i stedet for (antager jeg) ‘genboen’ – det siger vist ret meget om dig 😀 Kh.

    • Besvar
      Jane
      2. maj 2017 at 18:29

      Hehe, du kender mig 🙂

    Skriv en kommentar