Et bæredygtigt liv

Bæredygtige hverdagsvaner #3 – DIY: Hjemmelavede skrubbesvampe uden plastik

Jeg har længe ledt efter en erstatning til plastik-skrubbesvampe uden held. Og hvad gør en strikker så…hun laver dem bare selv. Basta. Min tanke var, at det ikke skulle være en plastikløsning, så jeg købte Sisal snor http://www.harald-nyborg.dk/p4672/natursnor-sisal-140m, der er lavet af naturmaterialer. Jeg har ingen ide om, hvordan snoren er produceret, og der kan sagtens gemme sig andre miljømæssige uhensigtsmæssigheder der, men om ikke andet, så udledes der ikke mikroplast ud af disse, når jeg vasker dem.

Fremgangsmåde: Jeg slog 14 masker op på pind 5, og strikkede frem og tilbage 16 gange, indtil der var otte riller, og lukkede maskerne af. Jeg vil ikke lyve for jer, det er skrækkeligt at strikke i Sisal snor. Det stikker og er helt vildt ufleksibelt. Men jeg skulle kun bruge to skrubbesvampe i alt, da jeg maksimalt bruger een per badeværelse per uge, og så selvfølgelig genbruger dem  🙂 Jeg har også strikket en enkelt backup, og så er resten af snoren lagt til side, indtil at jeg har slidt svampene op.

Jeg har brugt de hjemmestrikkede (:)) skrubbesvampe et par uger nu, og de er supergode til den grovere rengøring på badeværelset, så de er fuldt godkendte.

Er der nogen af jer derude, som har gang i en form for grønne nytårsforsæt?

 

 

18 kommentarer

  • Malin

    Genial idé! Jeg tænker om man ikke kan lave en skrubbesvampe til kroppen på lignende måde – måske ikke lige af Sisalsnor. Har du prøvet det og i så fald, hvilket slags garn/snor brugte du? Det må gerne være lidt mere ‘skrubbe-aggressivt’ end bomuldsgarn.

    • Jane

      Du kan helt klart lave en skrubbehandske til kroppen af det samme garn, det føles meget som det materiale, som hamphandsker strikkes af. Så det er bare om at komme igang 🙂

  • Marianne

    Har du prøvet at bruge dem i køkkenet til opvask og lignende? Jeg har prøvet dem fra Suztain, men det er altså ikke ret gode… Måske jeg hellere må prøve din hjemmelavede version 🙂

    • Jane

      Ja, det kan de også sagtens bruges til. Jeg har også prøvet dem fra Suztain – jeg fik dem i julegave 🙂 – og jeg er heller ikke vild med dem. De virker ikke rigtigt, og de skrumper ret hurtigt i vask.

  • Anne Kathrine

    Supergod idé! Jeg har også længe søgt et godt alternativ til skuresvampen, men nu ser det da ud til at jagten er slut. Tak for at du deler ideen 🙂

    Kort før jul flyttede min mand og jeg ind i et lille gårdhus, og med den har vi fået en lille smule have. Så en af de nye vaner i det nye år er blevet en kompostspand og markant mere effektiv affaldsortering 🙂

    • Jane

      Ja, det tror jeg godt – og nej – det tror jeg virkelig ikke, at du gider 🙂 Men måske, hvis du strikker dem over en længere periode 🙂

  • Lea

    Fedt indlæg…Jeg hækler selv skuresvampe i bio-nedbrydeligt jutesnor. Når svampen er slidt op, så kan den komme direkte på komposten.

  • mette

    Jeg strikker dem også. Det er blevet til en del over en længere periode nu. Jeg bruger dem også til at skrubbe jorden af kartofler og gulerødder.

Skriv et svar til Moderne Husførelse Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.