DIY

Opskrift på rugbrød

thumbnail_img_2767

I sommers kom jeg endelig igang med selv at bage rugbrød, efter at have cirklet omkring projektet længe. Jeg arvede en surdej og en opskrift af søde naboer, og har nu gennemtestet og tilpasset opskriften, så den passer perfekt til os. Jeg tror faktisk, at vi sparer lidt penge ved at bage vores eget brød, og jeg er helt sikker på, at det giver ekstra livkvalitet for os at spise lækkert hjemmebagt rugbrød. 🙂

Rugbrødet skal laves over flere omgange, men hvis man får det passet ind i sin normale hverdag, så kræver det ikke mere end max 10 minutters ekstra arbejdstid, med rengøring og det hele 🙂

Ingredienser – første omgang

5 dl vand

surdej (Spørg dig omkring, jeg tror at de fleste kender nogen som har en surdej, der kan deles.)

350 gram rugmel

150 gram hvedemel

salt

Alle ingredienser skal røres sammen. Dejen skal hvile i skålen 4-5 timer.

Ingredienser – anden omgang

250 gram rugkerner

150 gram kerner, gerne en blanding af solsikke- eller græskarkerner eller sesamfrø (brug det du har)

2 dl vand

Alle ingredienserne røres sammen med den første dej. Nu skal dejen hvile i skålen 6-7 timer.

Dejen hældes i en brødform (HUSK at tage to skefulde dej fra til surdej. Surdejen kan opbevares i lukket beholder i køleskabets 3-4 uger).

Rugbrødet bages i 1.5 time på 180 grader. Bagningen startes i en kold ovn. Brødet skal have 15 minutters eftervarme, når ovnen er slukket.

Når brødet er helt kølet af, opbevares det ved stuetemperatur i en tætlukket frostpose. Det kan fint holde 4-5 dage. Hvis der er bliver rester til overs, skærer jeg det til tern og lægger det (i samme frostpose) i fryseren og bruger det til rugbrødscroutoner.

TIP

For at passe bagningen ind i vores hverdag, hvilket kan være lidt svært grundet de lange hævetider, så lægger vi første dej sammen samtidig med aftensmaden. Anden omgang ingredienser tilføjes lige før sengetid, og så indstiller vi ovnen til at starte klokke 4.30 om natten, og så er rugbrødet færdigt til at tage ud af ovnen klokke 6.15, hvor jeg står op 🙂

5 kommentarer

Skriv et svar til Katrine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.