Efterårsoprydning Minimalisme

Efterårsoprydning #1

IMG_3975

En dag hjemme med et semi-sygt barn har givet mig lidt ekstra tid til at klare første etape af efterårsoprydningen, som jeg skrev om her: http://projecthandmade.dk/2016/08/08/tid-til-efteraars-oprydning/.

At gå drengenes tøj igennem handler primært om at tjekke, at de stadig kan passe det hele. Tøjet som størstebarnet vokser ud af gemmes til lillebror, og det som lillebror ikke kan passe går i arv til en lille dreng vi kender. Vi står overfor at skulle købe vinter-overtøj og vinterstøvler til dem begge. Det er sat på “nyanskaffelses-listen”, ellers har begge unger tøj nok til den størrelse, som de er i nu.

At gå mit eget skab igennem er mere et spørgsmål om at sikre, at alt er i god stand, og at der ikke gemmer sig bænkevarmere, som ikke bliver brugt. Selvfølgelig er der tøj, som eksempelvis kun bruges til fest, så det får selvfølgelig lov til at blive. Men hverdagstøj, som ikke bliver brugt mere, skal bare sendes videre ud i verden.

Ved primært at købe genbrugstøj har jeg fået en følelse af, hvor meget fint tøj, det er muligt at købe for næsten ingen penge. Det har gjort det nemmere for mig at sende det tøj videre, som ikke fungerer. Jeg anser mine lokale genbrugsbutikker for at være mit fjernlager, hvor jeg kan gå ud og finde det som jeg måtte mangle.

Det er nemmere at leve minimalistisk, hvis man kan slippe frygten for at “mangle noget”, og i stedet stole på, at man sagtens kan enten klare sig med det man har, eller skaffe sig det, som man måtte mangle, uden det store besvær eller de store omkostninger.

I forhold til “nyafskaffelser”, så mangler jeg selv en vinterjakke og nogle støvler, som kan bruges både på kontoret og til at hente børn, så lidt fine og lidt praktiske. Jeg har netop lagt sidste hånd på en ny strikhue til vinter, og så skal jeg have strikket et halsrør, der passer til. Og så føler jeg et stort behov for en islandsk-agtig tyk sweater til når efteråret rigtig sætter ind, så det må jeg i gang med at strikke 🙂

Jeg har ikke kunne få kæresten med på at gå hans tøj igennem, så denne etape er ikke helt bestået. Men det er min erfaring, at når jeg går igang med en større omgang oprydning, så følger han trop lidt senere, så jeg afventer bare.

Næste kategori er hobbyting 🙂

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar