Minimalisme

Shoppelisten 2016 og tid til forårsoprydning

foto1

Dagens genbrugsshoppetur bragte mig i kontakt med genbrugsverdenens enhjørning: Jeans, der passer helt perfekt. Jeg har længe anset det for umuligt at finde brugte jeans, baseret på det faktum, at jeg i forvejen er ret kræsen med hvordan de skal se ud og sidde, og på at jeans ikke kan sys om i samme grad som skjorte eller kjoler. Men idag lykkedes det, og jeg fik tilføjet et par sorte jeans til beholdningen, uden at bruge et “ny-køb”. Nu har jeg to par sorte jeans, som jeg kan skifte med, og da de er en fast bestanddel af min uniform, så er to par faktisk ikke for meget.

Anden del af tilføjelsen til shoppelisten var af den mere kedelige art, nemlig strømper og underbukser, og det kræver vist ikke den store forklaring. Basistøj erstatter jeg efterhånden, som det slides op. Selv med købestop gider jeg ikke rende rundt med hullede strømper.

Shoppelisten 2016

  • Sorte jeans (genbrug)
  • Tre par underbukser (basis)
  • Fire par strømper (basis)

I tiden op til vores flytning i oktober gav jeg den gas med at få ryddet ud i vores ting, ud fra devisen at vi kun ville medbringe de ting vi rent faktisk skulle bruge i det nye hus. Loft- og kælderrum blev ryddet, ting blev sendt til genbrug og solgt, og vi har fint kunne få plads til vores ting i det lille rækkehus med næsten ingen opbevaringsplads.

Men efter at have boet her i snart fire måneder har jeg opdaget, at der er en del hylder, skuffer og skabe, som ikke har været rørt siden vi flyttede ind, og jeg fornemmer at vi sagtens kunne tage en oprydningsrunde mere. Og hvilken mere oplagt tid at gå igang, end årets første forårsmåned. Så de næste 3-4 uger vil jeg gå alle skuffer, skabe, rum og skuret igennem for ting, der skal sendes videre ud i verden. Og som en ekstra bonus, så vil jeg afslutte oprydningen med en shoppetur, hvor jeg får købt de ting vi rent faktisk mangler (gerne købt brugt, hvis muligt), såsom en ny salt-peberkværn, der rent faktisk virker.

Når marts er ovre, skulle vi gerne stå med et endnu mere dejligt hjem, fyldt med de ting vi rent faktisk bruger og holder af.

God aften derude.

 

4 kommentarer

  • Betina

    Jeans i genbrug er nemlig lidt en enhjørning, men jeg har altså også selv prøvet det en enkelt gang.

    Jeg synes i øvrigt din idé om en forårsoprydning er rigtig god, og jeg tror jeg vil gøre dig kunsten efter. Jeg har simpelthen så meget rod i skabene (dimser, kvittering o.l.), og det generer mig så voldsomt, men jeg får bare ikke gjort noget ved det.

    • projecthandmade2014

      Det kan også være at det bare er denne ene gang det lykkes for mig 🙂 Og mon ikke du kan angribe et skab ad gangen og så arbejde dig igennem dem? Et godt tip kan være at fokusere på hvad du gerne vil beholde, og så smide resten væk 🙂

  • Onlie-Johanne

    Jeg blir altid så inspireret når du snakker om oprydning. Vi skal rydde vores kælderrum på et tidspunkt i foråret, fordi det skal isoleres, og her skal der virkelig ryddes dybt ud. Blandt andet i mine fire kasser med “tøj med flot stof som jeg burde sy om”

    • projecthandmade2014

      Sikke en god anledning til at få kigget tingene igennem. Jeg er virkelig også god til at gemme tøj til “hvis-nu”, men jeg prøver at huske at der er så meget fint i genbrugsbutikkerne, hvis jeg pludselig mangler noget at sy om 🙂

Skriv et svar til Onlie-Johanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.